Billedet viser den naturlige drivhuseffekt med strålingsbalancen mellem jorden og atmosfæren. Den indkommende stråling fra solen balanceres af den udgående varmestråling fra jordens atmosfære. Strålingsbalancen er altså betegnelsen for forskellen mellem den oppe fra kommende kortbølgede indstråling (Solstråling) og den nede fra jordoverfladen kommende langbølgede udstråling. Ved toppen af atmosfæren er der balance mellem den stråling, der kommer fra Solen og den, der sendes ud til verdensrummet.
Af den indkommende stråling fra solen reflekterer skyer 23 %, og jordens overflade reflekterer 8%, som sendes direkte ud i universet igen*. Alle lyse overflader reflekterer solindstrålingen, som vil sige skyernes overside, havis og indlandsis og sne.
Der absorberes af atmosfæren 20% og jordens overflade absorberer 49%. I atmosfæren er det primært ozon, partikler, CO2 og vand, der absorberer solindstrålingen. På jordens overflade optages solindstrålingen af mørke overflader, hvilket vil sige jord, hav, asfalt og mørke hustage mm.
Der er to flere pile i skemaet: Fordampning, som fører 23 % varmestråling fra overfladen op i atmosfæren, hvor den afgives som fortætningsvarme. Den anden leder varme 7% fra overfladen op i atmosfæren via termisk aktivitet.
Jordens klima system, som består af atmosfæren, oceanerne, is og sne, landoverfladen og biosfæren, får hovedparten af sin energi fra Solen. Solen er en kugle af glødende luftarter 150 mio. væk. Temperaturen på solens overflade er beregnet til godt 5000 C. Jorden modtager energi fra solen i form af kortbølget elektromagnetisk stråling (især synligt lys). Og jorden modtager hele tiden energi fra Solen, i gennemsnit over hele jorden 342 W/m2. Og den indstråling, der absorberes, omdannes til langbølget elektromagnetisk stråling (infrarød stråling, altså varmestråling).
Det er gratis at oprette en konto