Jeg hørte denne sang bare en gang mens vi var sammen, og dog husker jeg det stadig. Denne ene sang kan få mig til at blive forelsket i hende igen på et sekund, og glemme hende i det næste. Det var bare en almindelig dag, bare en som alle de andre. Men den ene sang gjorde det til noget særligt, det var anderledes. Lige da sangen startede lagde jeg mig ned til hende, og i det omkvæd kyssede hun mig. Mit første kys, hvilken rus af glæde. Og hver gang sangen bliver spillet i radioen eller bare til en fest, ser jeg hende. Vi ligger der begge to nede ved den samme strand, det er magisk. Det er bare mig og hende, ingen andre. Det er der jeg har mine minder, i muskien. Musiken er min ”harddisk”, den er en million gange størrer end nogen computers. Og for hvert musik stykke jeg har hørt, er der et minde. Nogle gode nogle dårlige, men dette minde er det bedste. Intet måler sig med ”I belive i can fly”
Min morfars begravelse. ”Wonderwall”, denne sang er en af de mest sørgelige. Den rummer min værste frygt, døden. Det at skulle sige farvel den sidste gang, det at miste noget man holder af. Sangen er en meget glad sang men det minde, er frygteligt. Den blev sunget så smukt, og dog så trist. Min morfar, ham der holder øje med mig. Ham der beskytter mig, dag og nat. Selvom denne sang minder mig om døden, minder den mig også om alle de gode ting vi lavede sammen. Den minder mig om at vi måske mødes igen, den minder om håb. Håbet for at det sidste farvel aldrig er det sidste, at vi mødes igen. Den giver mig tro, på at der måske er mere mellem himmel og jord end vi går og tror. ”Wonderwall” er sangen med den største betydning i mit liv. Godt nok var jeg kun 4år da min morfar blev begravet, men mens den sang spiller er det som igår. Jeg husker det hele lige fra kisten, til præsten. Jeg husker at min mor sagde ”ikke græd, i ses nok igen”.
Det er gratis at oprette en konto