Det er som om at den er levende. Den sætter sig lige i hjertet på en uden at egentligt gøre noget, uden at overhovedet bevæge sig. Den er hjælpsom, den stimulerer ens følelser og styrer ens fornuft. Du kan få dem alle steder til nogle gange en sølle krone. Den er menneskets bedste ven, uden at vi tør indrømme det. Ikke hunden. Det handler om mobilen.
Hvis man ser på det som en helhed så handler det om at have en mobil, man deler alt med. Det er lige fra skoleskema, lektier, venner, familie, job, aftaler, kærligheden og det kulturelle. Det er en kultur, som har sneget sig ind i vores samfund, ja i hele vores hverdag, pludselig som menneskets bedste ven i alle de sammenhænge. Den er en stor del af min hverdag, og jeg holder af den. Jeg kan sagtens skrive 100 beskeder om ugen. Det er som om at man hele tiden skal passe den og opdatere alt, hvad der sker af nye ting som på nettet og omkring venner. Man skal hele tiden skrive med sin ven eller veninde, så man ikke føler sig glemt eller glemmer dem. For det ville være en katastrofe. Problemet er at nogle gange, kan man ikke slippe den igen. Det sekund man slipper den, eller ikke kan mærke den hårde form nede i sin lomme, føler man sig helt tom og ensom uden sin bedste ven. Sommetider cykler man et godt stykke som fx i skole og næsten er fremme, fem minutter før mødetid, og opdager at man har glemt sin eneste ene. Har man så lyst til at smide alt hvad man har i hænderne og glemme alt andet end at cykle tilbage efter den.
Det er gratis at oprette en konto