Vi sidder i bilen, på vej til Karup Lufthavn. Min far, min mor og mig. Dagen er endelig kommet, hvor min fætter Casper kommer hjem fra Kabul, Afghanistans hovedstad. Han har været i krigs tjeneste. Taliban.
Jeg har sommerfugle i maven og glæder mig til at se ham. Det er over et halvt år siden. Jeg plejer at snakke med ham flere gange om måneden, så det har været svært for mig at vænne mig til at han kun kunne ringe ca. hver 2. måned. Det får mig til at tænke tilbage til for ca. en måned siden, hvor han ringede til mig. Jeg kunne godt høre at der var noget galt med ham. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, eller gøre. Havde ikke hørt ham sådan før, siden dengang hans far døde. Jeg spurgte ham forsigtigt hvad der var galt. Jeg kunne ikke høre andet end snøften og hulken. Han sagde stille, næsten hviskede: ”Christine.. Vi var ude og køre i dag.. Og” Han gik i stå. Jeg sagde hans navn flere gange. ”Casper? Casper? Casper? Er du der?” Han svarede mig med en gråd i stemmen: ”Vi var ude og køre, og vognen foran os..”. Han gik i stå igen. ”Vognen foran os, hvor to af mine kammerater og en af mine veninder sad i, blev sprunget i stykker af en vejside bombe”. Jeg viste ikke hvad jeg skulle sige. Han fortalte mig, at ham og de 3 andre der sad sammen i vognen bag de sårede, skulle gå ud og hjælpe dem. Først fik han øje på hans ene kammerat Mads, som havde mistet det ene ben. De fik ham samlet op, og sat ham ind i den anden vogn. De to andre, Katrine og Karsten var totalt sprunget totalt i små stykker. Casper fortalte at det var det værste, mest barske, han nogensinde var blevet udsat for. At samle sine venner op, der ligger spredt i det varme ørkensand, med sine bare næver. En ud af kroppen oplevelse. Jeg spørger tit mig selv om de samme spørgsmål: Hvorfor var det de andre det gik ud over? Det kunne lige så godt have været Casper der var død nu. Hvorfor overlevede han? Det er vel bare få, af mange spørgsmål man aldrig får svar på.
Det er gratis at oprette en konto