Turen til Karup

Turen til Karup Vi sidder i bilen, på vej til Karup Lufthavn. Min far, min mor og mig. Dagen er endelig kommet, hvor min fætter Casper kommer hjem fra Kabul, Afghanistans hovedstad. Han har været i krigs tjeneste. Taliban. Jeg har sommerfugle i maven og glæder mig til at se ham. Det er over et halvt år siden. Jeg plejer at snakke med ham flere gange om måneden, så det har været svært for mig at vænne mig til at han kun kunne ringe ca. hver 2. måned. Det får mig til at tænke tilbage til for ca. en måned siden, hvor han ringede til mig. Jeg kunne godt høre at der var noget galt med ham. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, eller gøre. Havde ikke hørt ham sådan før, siden dengang hans far døde. Jeg spurgte ham forsigtigt hvad der var galt. Jeg kunne ikke høre andet end snøften og hulken. Han sagde stille, næsten hviskede: "Christine.. Vi var ude og køre i dag.. Og" Han gik i stå. Jeg sagde hans navn flere gange. "Casper? Casper? Casper? Er du der?" Han