6. ude

Jeg vågner ved et hårdt ryk i min venstre arm. Jeg ser, at jeg er i et rum, som jeg aldrig har set før. Der er ingenting, kun en stor sort dør. Ved siden af mig sidder en dreng, lidt yngre end mig. Jeg spørger ham, om han ved hvad der er sket, men han sidder bare og kigger fortvivlet på mig. Nu ved jeg, at der var noget galt. Jeg sætter mig op, og ser en lille sprække helt oppe under loftet. Jeg kalder på den lille dreng, og spørger, om han ikke kan kravle op på min ryg, så han kan se hvad der er udenfor, jeg sætter mig ned på alle fire, og han hopper hurtigt op på min ryg. ”Jeg hedder forresten Walter”, siger han, hvorefter han stiller sig på tæer, for at kunne se ud. Hans tæer borer sig ned i min ryg. Det gør ondt, men jeg vil ikke virke svag, så jeg siger ikke noget. Pludselig hopper han ned, og kigger grædende på mig. ”Jeg kan ikke se noget” siger han, ”der er helt mørkt”. Jeg ruller fortvivlet om på ryggen, hvorefter jeg siger: ”Er du helt sikker?”, ”Var der ingenting?”. Han nikker grædende, og siger, at han har været vågen i fem timer, men at han ikke turde vække mig. Jeg sætter mig hen og trøster ham. ”Hvad hedder du?” spørger han. ”Rasmus”, svarer jeg efter lidt tøven. Han svarer ikke, og vi lægger os begge ned på ryggen, og falder hurtigt i søvn. Jeg tror ikke engang, at vi har sovet i en time, så vågner jeg igen, ved at Walter river mig i armen. ”Rasmus, Rasmus. Jeg synes, at jeg hørte nogen udenfor”. Jeg svarer ham ikke, men rejser mig hurtigt op. Denne gang beder jeg Walter om at sætte sig ned, så jeg kan kigge ud. Han sætter sig, og jeg træder forsigtigt op på hans ryg. Jeg kan tydeligt se hvad der sker. Jeg kan se, at der står to mænd og snakker, den ene er skaldet, den anden har langt hår. Jeg kan ikke forstå, hvad de snakker om, fordi de taler svensk. Landskabet ligner også lidt Sverige. Jeg tror, at vi er låst inde i et slags skur, helt nede i en havn. Pludselig hører jeg et lille hvin, og jeg skynder mig at hoppe ned. Jeg havde helt glemt Walter. Efter jeg har fortalt ham, hvad jeg så, banker det pludselig på døren, det er den skaldede mand, som kommer med en portion havregrød til os hver. Han fortæller os noget på svensk, som jeg ikke forstår noget af. Efter han er gået igen, spørger jeg Walter, om han forstod det. Det viser sig, at hans mor er fra Sverige, og derfor kan han godt forstå svensk. Det havde jeg aldrig troet. Jeg synes ikke, at han ligner en svensker. Jeg troede alle svenskere havde lyst hår, men Walter har sort hår, og brune øjne samtidig med, at han er lidt mørk i huden. Men han siger, at manden havde sagt, at hvis vores forældre virkelig elsker os, så er vi hjemme i morgen. Jeg kan ikke se nogen anden udvej, end bare at vente. Jeg tror frygten har gjort mig træt, for efter et stykke tid, falder jeg i søvn igen. Vi vågner begge af et højt skud. Man kan høre fuglene blive skræmt væk, og et dyr som hyler. Før jeg når at tænke mig om, sidder Walter allerede henne i hjørnet på alle fire, jeg kravler op på hans ryg, og kan se en hund der halter. Den løber væk fra vores skur, som om det var os, som havde skudt den. Den efterlader et langt spor af blodpletter. Jeg hopper ned fra hans ryg. Den episode gjorde os kun mere bange. Walter går nu i panik. Han løber hen og sparker på døren, samtidig med at han råber og skriger. Jeg skynder mig at berolige ham, og vi sætter os ned. Jeg kan mærke på