Det var tidlig morgen. Få timer inden solopgang. Anne sneg sig ud af vinduet, fra sit ydmyge værelse, i hjørnet af gården hos den adelige familie, hun var husholderske for. Hun tyssede på sin eneste ven i natten, familiens hund Viggo. Over skulderen havde hun en sort sæk, hun skyndte sig. Ingen måtte opdage hende, alt skulle være hemmeligt. Det dødfødte barn skulle graves langt ned i jorden. Ingen skulle nogensinde vide noget om det. Hvordan manden på gården havde udnyttet hende, og derefter truet hende på livet. De var enige om at ingen måtte vide noget, nogensinde. De havde skjult hendes mave godt, og han havde givet hende masser af tid til at slappe af, så hun ikke pludselig brød i gråd af smerte, enten fysisk eller psykisk.
Men der var hun så, en mørk, tidlig og blæsende efterårsmorgen. Hun havde fundet stedet hvor barnet skulle graves, nogle uger før. Hun gik langs vandet. Ved Vesterhavet hvor gården hun tjente på lå, var der ikke mange mennesker på disse tider, så der var ingen farer for at hun blev set. Kort tid efter at Anne havde forladt gården, var hun på stedet, hvor sækken skulle graves dybt ned. Hun havde besluttet at begrave barnet under sand, da hun mente at det var en del nemmere at grave sand op, end jord. Hun havde også medbragt en lille spade, som hun straks maste ned i det fine sand, for derefter at løfte den, nu meget tungere, spade op og smide sandet, som lå på spadehovedet, væk, ud i vinden, hvor det blæste langt væk.
Det er gratis at oprette en konto