Lykkebarnet

Det bankede på døren, jeg åbnede, men der var ingen. Jeg tog piben i hånden og råbte, ekkoet lød højt gennem skoven, og et par fugle fløj op gennem trækronerne. Ingen svarede. Jeg trak på skuldrene, placerede piben i mundvigen og gik ind til min stol, med avisen, igen.Jeg sænkede avisen og kiggede irriteret ud over mine briller på næsen, en høj gennemtrængende lyd skar i mine ører. Hørte jeg rigtigt? Det lød som gråd.

Jeg sad lidt, før jeg rejste mig, men så kunne jeg ikke længere holde den skingre lyd ud. ”Hvad er det dog der foregår?!” sagde jeg, mens jeg gik hen mod døren. Jeg åbnede, og ved første øjekast troede jeg ikke der var nogen, men gråden kom nede fra jorden. Jeg kiggede ned, og rigtig nok stod der en trækasse, tildækket med et hvidt silke-tæppe. Jeg løftede forsigtigt tæppet, i kassen lå en lille baby med en lyserød kjole. Hvorfor skulle nogen lægge et barn her? Jeg boede i en lille hytte langt inde i skoven, det var meget mere oplagt at ligge den inde i byen. Der boede ikke andre herude, og jeg fik aldrig besøg.Jeg kiggede rundt, der var stadig ingen. Jeg havde selv ingen børn, så jeg vidste ikke, hvordan man skulle håndtere dem. Jeg løftede kassen op, og satte den indenfor.Jeg begyndte at varme en skål suppe til mig selv, men havde ingen idé om hvad den lille skulle have. Jeg fandt en rest mælk i skuret, det kunne den vel bruge. Jeg havde ikke andet end min brugte kaffekop, men det var sikkert godt nok. Jeg tog hende ind til mig, som jeg havde set min mor gøre med min lillesøster så tit. Og stille og roligt begyndte den at drikke.