Jeg havde lyst til at sige det. Det var nu, at jeg havde chancen for at komme ud med mine følelser, men jeg kunne altså bare ikke få det ud af min mund. Jeg måtte leve med det, som det var. Det var måske heller ikke så slemt, når det kom til stykket, men det gjorde i hvert fald ondt. Meget ondt.
Vi havde elevsamtaler. Alle børnene havde fri fra skole, men vi havde alle sammen fået en tid om, hvad tid vi skulle komme. Jeg skulle være der 11.30, og det havde jeg det helt fint med, for så kunne jeg sove længe. Da klokken var 11.25, blev jeg kaldt ind til min lærer Elise. Hun var en af de sødeste personer, jeg nogensinde havde mødt. Nogle gange ville jeg ønske, at hun var min mor, men det var der ingen, der vidste, og heller ikke nogen, som skulle vide. Da jeg kom ind på den anden side af døren, følte jeg mig tryg og glad. Den følelse havde jeg ikke haft længe. Jeg tror også, at jeg kom frem med et lille smil, da hun hilste og sagde:
”Hej Emil. Har du fået sovet længe i dag?”
Hun sagde det, som om hun sang det. Hun smilte helt vildt til mig, og jeg kunne ikke forstå, at nogen gad smile til mig. Var jeg det værd?Jeg nikkede pænt tilbage som et svar på hendes spørgsmål, og satte mig derefter ned på stolen foran mig. Hun rodede med noget papir, indtil hun kom til mit navn. Hun tog sine blå briller på, og spurgte så:
Det er gratis at oprette en konto