Ligeglad

Hun sad helt alene i sin tomme lejlighed. De hvide tomme vægger lyste rummet helt op.

Hun rejste sig op og gik over til vinduet. Udenfor hendes port, så hun ham pakke alt hans tøj og ting sammen, og komme det ind i hans bil. Han havde ikke meget som han skulle pakke ned, kun noget af tøj, og et kuffert. Hun stod og vaskede op, mens hun så ham køre langsomt væk fra hende. Hun lagde opvasken fra sig og tørrede sine hænder, som var helt røde efter hun havde haft dem i vandet. Hun så sig omkring i sin tomme stue, og tænkte på sin barndom. Man kunne ikke høre en eneste lyd. Ikke engang vinden udenfor.

Hun gik ind i badeværelset. Tog et par piller og lagde sig så til at sove. Hun kunne næsten ikke sove, hun tænkte kun på ham. Hvordan kunne han bare gå fra hende, uden at sige hvorfor. Hun lå og tænkte i to timer før hun faldt i søvn.

Dagen efter var det stormvejr. Hun kunne ikke tænke sig at gøre noget som helst, hun sad bare i sin lejlighed helt alene. Hun havde prøvet at ringe til ham, men han tog ikke sin mobil. Han var ligeglad, og han ville sikkert ikke have noget med hende at gøre. Hun så sig selv i spejlet, tænkte om hun var god nok. Hun syntes at hun ikke var lige så smuk som de andre piger. Hun tog sin mobil op igen og ringede til ham. Denne gang tog han sin mobil. Hun begyndte at græde, og sagde at hun ville have at han kom på besøg. Han fik en klump i halsen og sagde lidt hurtigt at han havde en anden. Og så lagde han på før hun fik sagt noget. Hun blev så vred og kastede sin mobil ind i væggen så den gik i stykker. Hun faldt på gulvet og begyndte at græde. Hun havde ikke noget særligt at gøre når hun var alene. Hun gik udenfor i sin have, den havde ingen blomster. Den var uplejet.