Analyse af 'Alting og Ulla Vilstrup'

I romanen Alting og Ulla Vilstrup som er skrevet af Kim Fupz Aakeson, er der en række gennemgående personer. Vi har Linda som er hovedpersonen i filmen ’Hjertefri’, som Kriss ser, op til flere gange om dagen. Kriss er helt opslugt i hende og måler sit eget liv med filmen som sin egen bibel. Derudover har vi Kriss og Willy, som begge bor på et plejehjem for psykisk syge. De er bedste venner, og beskæftiger sig tit med det samme. Willy er stor og voldsom, rettere sagt er han psykopat, derudover tænker Willy også meget klogt, når han endelig gør det, hvor Kriss er det modsatte. Han er en meget lille fyr, som ikke er vant til at tackle situationerne, som Willy gør det, og Kriss skal lige tænke sig ekstra om, når han vil sige noget. De ligger ikke ligefrem højt i hierarkiet, eftersom Kriss’ mor er alkoholiker og de ikke har så mange penge at gøre med, og Kriss’ bor på plejehjem. Det samme gælder med Willy, han bor også på plejehjem og har heller ikke pengene at gøre med. Forholdet mellem Kriss og hans mor er ikke specielt godt. Hans mor er alkoholiker og Kriss har det meget svært med hende, og i sær når hun er fuld, så siger hun ting som, at det var en fejl hun fik ham. De ser heller ikke så meget til hinanden, efter Kriss er kommet på institution, for at have slået sin mor med en stegepande. ”Livet er hvad man gør det til”.I bogen føres vi ind i to forskellige plan. Filmen og virkeligheden. Vi hører tit, hvor Kriss fortæller om noget, han har set i ’Hjertefri’, hvor der så sker meget af det samme, enten på institutionen, eller på deres flugt. Filmen ’Hjerterfri’ har en rigtig stor betydning for romanen. Kriss tænker altid tilbage på filmen, og alt hvad Linda har sagt, for det kan han bruge videre hen. Derudover gør han også meget af det samme, som Linda vil have gjort. Han deler for eksempel også verdenen op i det ’gode’ og det ’onde’, som Linda gjorde det. Historien er fortalt i en jeg-fortæller form. I gennem hele historien er der gentagelser af nogle bestemte sætninger f.eks. ”Livet er hvad man gør det til”, ” Hvis man ikke kan klare lidt modstand i livet, egner man sig ikke til at leve”, men der er også bestemte ord der går igen utrolig mange gang i historien bl.a. bimmelim og misfoster.Jeg ville ikke sige, at jeg har ondt af Willy som sådan, fordi han er selv meget skyld i det. Han kunne lade være med at opføre sig så dumt, og lade være med at gå på flugt med Kriss, når de måske kunne hjælpe ham på plejehjemmet. Han vil sikkert også gerne have en fremtid, når han kommer fri fra plejehjemmet. Som det ser ud nu, er livet sort for Willy, fordi han får pletter på sin straffeattest for at have slået på politiet og de andre personer. Jeg føler lidt med Kriss, men derimod synes jeg også, det er lidt tåbeligt, at han bliver ved med at se ’Hjetefri’, for han tænker ikke på andet end, hvad Linda gjorde og ville have gjort. Kriss skal nok få sig en fremtid, hvis bare Willy kommer ud fra plejehjemmet, så skal Kriss også nok. Willys voldsomme opførelse og deres måde at tackle situationer på, er nok ikke ligefrem den bedste måde, man kunne gøre det på. Derfor mener jeg ikke, at romanen er til de mindreårige læsere, fordi det er et meget voldsomt miljø, som de ikke har haft kendskab til endnu. Så jeg vil mene de fjortenårige og fremefter kan læse denne roman. Til slut i bogen hører vi, at Kriss besøger Ulla Vilstrup på hendes bopæl, hvor så politiet kommer og henter ham efterfølgende, fordi hun har ringet efter dem. Da Kriss bliver ført bort af politiet, tror jeg han betragter tilværelsen sådan, at hvis ikke der er noget dårligt i livet, så er der heller ingen spænding, og han har indset, hvorfor Noah havde taget giftige dyr med ombord, da verdenen ikke kun kunne være fyldt med gode dyr. ”Rødt og grønt må sommetider ramme hinanden”.