Store søster, hoved person lillebror, en hvid kiste, en stille og rolig begravelse med ikke så mange mennesker, færdselsuheld, fattig familie, en stjålet bil,
Vi gik ud mod bilen, uden en lyd selv den lille fugl i træet sagde ikke noget, klokken var halv 9. Vi satte os ind i vores gamle Citroën, den ville kun lige starte og vi tøffede af sted hen mod kirken mit hoved var ved at springe, det havde lægerne også sagt: ”jeg skulle holde mig i ro resten af mit liv og undgå stress ellers ville jeg bryde psykisk ned”, det var en sensommer morgen, den smukkeste morgen længe næsten lige så smuk som den morgen jeg skulle op og hente morgenbrød med hende.
Selv om hun havde sagt nej så gjorde jeg det, jeg husker tydligt hvordan hun skreg, da vi ramte vejtræet, hendes frygt for døden, hendes frygt for at slippe livet og flyve af sted. Jeg havde spurgt om jeg måtte køre til bageren, hun havde lige fået bil og køre kort hun var den store, men jeg ville prøve da jeg havde øvet mig hjemme i haven. jeg plaget hende hele morgen, men fik kun lov til at køre hvis hun kørte med, hun skulle aldrig havde været med. Da vi drejede ud af indkørselen kunne jeg mærke det var helt forkert, da jeg skulle udfordre skæbnen og lege med guds hånd. Vi havde høj fart på da jeg prøvede at lave en håndbremse Venning med bilen, jeg havde prøvet det før bare ikke med så meget fart på. Kirken var halv tom, og kun den nærmeste familie var her, eller det der var tilbage af den. Vores famille var en uheldig familie, vi havde haft mange sygdomme som have gjort det af med de fleste, og mange var døde af trafik uheld, ja og nu en til. jeg kunne slet ikke bære skylden, var jeg nu grunden til at vores familie skulle svinde mere end, mere end den var i forvejen. Nu skulle det hele værre min skyld igen, jeg var altid det sorte får, altid mig med skylden altid mig med den forfærdelige undskyldning, ja det var mig.
Det er gratis at oprette en konto