Forladr

Forladt dansk stil Vejret var gråt. Vinden var taget af tidligere, og kun små bølger krusede ind over den flade sandstrand. Det var koldt, men han mærkede det ikke. En havmåge lettede fra en af høfderne og efterlod resterne af en gennemtygget krabbe. Manden kiggede uinteresseret efter den, før han igen sænkede blikket mod det grå sand foran sine fødder. Engang ville han have nydt gåturen. Nu var det bare noget, der skulle overstås, men helst ikke for hurtigt. Han vidste af bitter erfaring, at kun de lange gåture kunne dæmpe minderne, der hang som tåger i huset. Ikke fordi han på nogen måde kunne eller ville glemme, det virkede bare, som om hans ture kunne få ham til at falde til ro. Den friske luft gjorde ham altid godt. Bragte et pust af andre tider ind i hans ellers tilrøgede tanker. Han havde meget lettere ved forstå det, der var sket, hvis han var i bevægelse. Han følte, at han fik lettere ved at acceptere sandheden. Nej. Ikke acceptere. Han gøs let ved tanken. Lettere ved at indse, at det var sket, måske. Acceptere - det ville han aldrig. Skridt efter skridt. Han så ikke rigtig, hvor han gik, opfangede ikke rigtig verden som noget nærværende. De triste tanker fyldte det meste af hans bevidsthed. Han rundede en pynt og lod igen sit fraværende blik strejfe ud over den stille havflade. Der lå et mørkt containerskib helt ude, hvor den fjerne grå himmel, der ellers syntes at strække sig næsten uendeligt til alle sider, mødte det blanke farveløse vand. Han kiggede lidt på skibet. Mon nogen ville savne ham, hvis han bare... forsvandt? Det troede han ikke. Engang havde han haft mange venner, mange ting at gå op i og mange ting at elske, fortalte en stemme i hans hoved ham. Sådan var det ikke mere. Alting var forandret, og det ville aldrig mere blive det samme. Han var i god form, men alligevel føltes hans fødder tunge. Det gjorde de altid. Ikke bare fordi det var hårdt at gå i fugtige sand, men også fordi han ikke følte sig så ung, som han var. Han følte, at han bar et næsten uendeligt langt liv på sine skuldre. Det fik ham til at sukkede dybt og mut. Lyden blev næsten øjeblikkeligt opslugt i den friske luft, men i hans hoved blev den ved med at give genlyd. Han nåede den sidste høfde og standsede. Det var her han plejede at vende om. Så havde han gået ti kilometer den ene vej og var klar til ti den anden. Det føltes rart at have en fast rutine. Han løftede