Vi hører om en lille fattig pige, der nytårsaften i snevejr går barfodet omkring og
forsøger at sælge svovlstikker. Hun har ikke haft held med sig og tør derfor ikke gå
hjem. Hendes fader vil slå hende, og hjemme er der koldt og ingen mad.
En stærk kontrast til hendes lidelser er det syn, både den lille pige og læseren får ved
gennem et vindue i at betragte en rig families middagsbord.
Hun tænder en svovlstik og drømmer, at hun sidder foran en varm kakkelovn – hun
tænder en ny og ser det dejligste juletræ – en til og dér står mormor, den eneste, som
har været god ved hende. Mormor kalder på hende, Hun stryger i sin iver og glæde
resten af svovlstikkerne - mormor løfter hende op på sin arm, og de flyver i glans og
glæde lige op til Gud.
Novellen er skrevet i skrevet i 3. person.
Den lille pige døde lykkeligt. Det skete i en drøm om mormor, der stod for hende som
en af Guds engle. En barmhjertig gud, der tager sig af de små børn og fattige
mennesker.
Virkeligheden er en anden. De velbjergede borgere hytter deres egne bag de
duggede ruder. Ingen har medmenneskelig overskud eller interesse for de fattige.
Det er gratis at oprette en konto