Uglen og solen

Uglen sad og sov i sin mørke hule, da et eller andet vækkede den.

Den gik muggent ud.

For at se hvad der var skyld i dette.

Dens øjne blev blændet af det klare lys.

Er jeg blevet blind?

Men nej den var ikke blind.

Da dens øjne vendte sig til lyset stod den helt stum tilbage i den smukke dag.

Natte dyret troede slet ikke sine egne øjne, hvad skyldtes dette?

Uglen kikkede op mod himlen og da fik den øje på den.

Solen.

Uglens hjerte fyldtes pludselig med en uforklarlig glæde, og kærlighed.

Den kikkede ud over det land den ellers kun havde set i mørke.

Hvor var solen dog smuk, og i dens lys blev verden som en diamant.

Mens dagen gik kom solen højere og højere på himlen.

Den og solen havde det så godt sammen.

Aften

Det var midt på dagen og solen stod højt, og uglens hjerte var stadig fuld af glæde, bare dette dog ville vare for evigt…

Timer gik.

Solen bevægede sig ned mod horisonten.

Uglen som aldrig havde set en dag før, troede solen var ved at forlade den for evigt.

Den steg på vingerne og prøvede at følge med.

Det virkede for uglen som om at hver gang den nærmede sig solen, gik den væk.