Om natten vågnede Lillian og satte sig op i sengen. Månen skinnede ind af vinduet, og alt var musestille. Lillian kravlede ud af sengen og listede hen og åbnede vinduet ud til månen.
Hun kunne høre noget langt, langt væk. Det var ikke til at høre, hvad det var, men det kom ude fra havet.
Hun så ud over det vilde hav. Det her var hendes første nat, i det nye børnehjem, og hun var allerede blevet vækket af børnene. De var alle så uartige og uforskammet. Men der var ikke nogen at få øje på, så det måtte være noget andet. Da hun var lige ved at lukke vinduet, så hun en skikkelse løbe ind i den meget lille skov, tæt ved kystlinjen. Lillian blev ved med at kigge efter det, og da hun var ved at lukke vinduet igen, dukkede skikkelsen op gennem træerne med noget i hånden, som det hele tiden puttede op ved munden. Skikkelsen kom tættere på, så det blev muligt for Lillian at se nærmer. Hun kunne lige nå at se at det var et barn, før det smed det den havde i hånden og løb væk. Sikke noget. Børn, der er ude mit om natten. Hun lagde sig i seng og prøvede at sove, men kunne ikke få billedet af barnet væk. Hun blev hele tiden ved med at se et barn, der havde langt sort hår der dækkede ansigtet og en kortærmet hvid natkjole der var lidt for lang.
Det er gratis at oprette en konto