Musik og minder: en personlig refleksion

Min interesse for musik startede i en tidlig alder. I en alder af seks, stod jeg og dansede på en stol i stuen og skrålede til ”Æblemand” og ”Girls just wanna have fun”. Musikken er blevet en større og større del af mit liv. I en alder af ti, skulle mit gymnastik hold og jeg indspille en sang. Vi skulle bruge den til en opvisning til Jysk Mesterskab. Vi fik hvert et stykke vi skulle synge. Musikken strømmede ud igennem høretelefonerne og så skulle der bare synges. Det var sjovt at høre sin egen stemme strømme ud gennem højtalerne bagefter. Vi følte os helt professionelle.

Når jeg tænker musik, tænker jeg også på livet. Selvom jeg selv automatisk lægger mest vægt på selve melodien i sangen, hvordan instrumenter klinger sammen, hvordan sangerens stemme passer til sangen og så spiller teksten stadig en stor rolle. Jeg har tit tænkt, at gode sange også var sange, der tog stilling til livet. Det er dog først her, hvor er jeg er blevet ældre, at jeg er begyndt at tænke mere over, hvad for noget musik jeg hører. Da jeg var lille, var jeg bare tilfreds med at høre ”Børnene synger” melodier, der tænkte man selvfølgelig heller ikke over, hvor ironiske sangene egentlig er. Der er meget stor forskel på musik. Hvis du fx tager ”The Beatles”. Deres musik forholder sig til større ting i livet end at ryste røv og score chicks, som Nik og Jay fx ofte synger om. Men teksten er stadig ikke det, jeg lægger mest vægt på. Der er ikke noget værre end musik, der ikke udvikler sig og som minder om alt det andet. Men hvad er musik? Nogle mener, at musik bare skal gøre folk glade - musik skal påføre mennesker livsglæde, og så er det ligegyldigt, om det er Nik og Jays rap-sange eller en masse støj fra en lidt for høj elektrisk guitar og en lidt for arrig forsanger. Det handler bare om smag. På den måde kan man jo diskutere, hvad der er god musik. Er musik godt, så længe ”almindelige” mennesker synes godt om det? Eller skal vi bare lade de mere musikalske mennesker bedømme det? Et maleri er jo også først rigtig flot, når en kunstner siger det. Alle de dygtige musikere jeg har set på fjernsyn er også overbeviste om, at hvad de siger om musik, det er sandheden. Og jeg ”hopper bare i fælden” og regner med, at det faktisk er sandheden. Så længe jeg selv kan se det musikalske i det jeg lytter til, så må det jo være rigtigt. Det er jo egentlig ret underligt, jeg har selv altid hadet film-anmeldere og boganmeldere, fordi jeg synes, at det handler om smag. Hvorfor er det så for mig anderledes med musik? Jeg synes jo også selv, jeg er ekspert på området. Min søster lytter til ”Justin Bieber”, hvilket jeg vurderer til at være det rene lort.. Og der mener jeg jo, at det er mig der er musik ekspert på det område, jeg mener jo klart, at jeg har bedre ti gange bedre smag, end hende. Men kan man overhovedet have forstand på musik? Musik er måske verdens største hobby, hvis man kan sige det sådan. Nærmest alle mennesker hører jo musik, og mange spiller også selv på instrumenter, synger eller begge dele. Sange er med til at gøre folk glade, til at få følelser op i folk, og måske er det bare det vigtigste. Musik er jo også brugt utroligt meget i religiøse sammenhænge. Når vi fx går i kirke, synger man altid salmer, og til begravelser sættes der tit noget mindeværdigt musik på under eller efter. Det kan vel i virkeligheden være ligegyldigt, hvordan musikken er opbygget, og om man kan betragte det som kunst. Så længe det vækker følelser op i folk, så kan det andet måske være lige meget?