Afskedsbrev: Flugten til Spanien efter kokainhandel

Kære børn og Simone, jeg savner jer alle sammen. Håber i har det godt. I skal ikke bekymre jer for mig, da jeg har det fint. Jeg beklager virkelig, at I ikke har hørt fra mig i to år. Jeg bor nu i Spanien med et nyt navn. Du har ret til en forklaring. Men det kan godt være det kommer som et chok.

Inden jeg mødte dig, havde jeg en drømt om at gifte mig, få nogle børn og derefter tage på en lang rejse. Men det her, var slet ikke planlagt eller tænkt over. Det var bare en hurtig overvejelse. Det var sådan at jeg solgte kokain sammen med nogle venner. Jeg tjente mange penge på det, men jeg havde flere gange tænkt over at jeg måske skulle stoppe det. Så en dag blev mine venner og jeg mistænkt af politiet, da de havde fundet vores fingeraftryk på nogle små plastik poser med kokain rester i. Men jeg sagde bare til politiet, at mine venner og jeg fandt den pose ved bordet i en restaurant og vi rørte alle sammen ved den og at vi smed papiret over på det andet bord. Tirsdag aften, ringede min ven John til mig. Han sagde at alle mine venner er blevet fanget af politiet og at de havde beviser og vidner til at vi havde solgt kokain. Jeg blev pludselig hidsig og vidste ikke hvad jeg skulle gøre, og hvis jeg blev fanget af politiet ville jeg ryge i spjældet. Så jeg overvej, at jeg bare ville væk fra Danmark og at jeg ikke ville fortælle det til nogen, heller ikke til dig, jeg ville lade som om ingen ting var sket. Så kom du over til mig for at sige at vi manglede mælk. Så jeg tænkte, at det var den bedste måde at forlade jer på, så jeg ikke blev mistænkt. Jeg tog kun mit pas og tegnebog med, hvis jeg skulle få brug for dem. Jeg satte mig i bilen og så at der ikke var så meget benzin i bilen. Jeg kørte hen til den nærmeste benzintank. Jeg kunne se den lokale Q8 lyse. Efter jeg havde tanket op, kørte jeg over til min ven John for at høre om han også ville med mig. Han blev så glad over, at jeg kom over til ham. Fordi han vidste heller ikke hvad han skulle gøre. Vi satte os i bilen og kørte. Vi stoppede ingen steder i Danmark, vi kørte bare der ud af. Hver gang der kørte en politibil forbi os blev vi helt bange. Men heldigvis blev vi ikke fanget. Jeg var glad for at vi boede i Sydjylland, fordi vi var tættere på tyskland. Halvanden time efter, var vi nået til tyskland. Vi overvejede at køre gennem Tyskland, Schweiz, Frankrig og ned til Spanien. Grunden til at vi valgte, at det skulle ende i Spanien var, at min fætter ved navn Alexander boede der.