I begyndelsen af det tyvende århundrede søger svenske emigranter lykken i Danmark. Blandt dem er den aldrende Lassefar og hans søn Pelle. På vejen over Øresund beretter Lassefar om Danmarks lyksaligheder, og Pelle gør store øjne, da han hører, hvordan man dér får kaffe på sengen om søndagen, flæskesteg med rosiner, og at børn slet ikke behøver at arbejde. Livet i Danmark viser sig at være noget mere barsk. Lassefar og Pelle bliver taget i tjeneste som røgtere på Stengården, fyldt med hårdt slid, brutalitet og ydmygelser. Til Pelles store skuffelse er Lassefar ikke i stand til at beskytte ham og hævde sin ret over for sine foresatte. Og Pelle lader sig i stedet inspirere af den yngre og stolte Erik, som ikke finder sig i at blive trådt under fode. Erik drømmer om at komme til Amerika for at starte en ny og bedre tilværelse, og han lover at tage Pelle med sig, når han har sparet nok penge sammen. Skæbnen er imidlertid hård ved Erik. Da forstanderens modbydeligheder bliver ham for meget, går han til modangreb, men bliver ved et uheld ramt af en vægtstang, der slår både forstand og oprørstrang ud af ham. Hans drøm lever dog videre i Pelle. Selvom Pelle ved filmens slutning har udsigt til at avancere i hierarkiet på Stengården, vælger han at flygte ud i den store verden.
Det er gratis at oprette en konto