De tre skruer

________________________________________________________________________

Der var en gang for mange år siden 3 skruer i en æske. Den første skrue var alt for kort og tyk og næsten ubrugelig. Den duede kun til de unødvendige ting, og det var jo ikke specielt gavnligt for en skrue, når alle andre skruer var gode til de ting som var nødvendige. Den anden skrue var for lang og tynd, og passede ikke til noget som var nyttigt. Kun de ting der ikke var nyttige, og det var jo ikke nyttigt for en skrue. Den tredje var perfekt, selvom ingen er perfekte, var denne skrue alligevel perfekt. Den var hverken for lang, kort, tyk eller for tynd den var bare som ingen andre skruer, men alligevel som alle skruer burde være mente den selv.

De tre skruer lå som sagt i en æske, selvfølgelig var der også andre skruer men de sagde næsten ingen ting. Den perfekte skrue havde bestemt intet problemer med sin selvtillid, den mente hvad den sagde, og gjorde hvad den gjorde. ”Se på mig, grimme skruer, jeg er hverken for lang, kort, tyk eller tynd. Jeg er hvad alle burde være, perfekt” hoverede den perfekte skrue. De andre skruer kiggede irriteret på den perfekte skrue, mens den korte- og den lange skrue sukkede af misundelse. ”Hvorfor er vi ikke perfekte? Vi pudser og plejer, så hvorfor er vi så grimme, ubrugelige og uduelig? Jeg vil være perfekt som den perfekte skrue.” sukkede den korte skrue, og pudsede og plejede endnu mere og hurtigere på den tykke og korte krop. Selvom det var unødvendigt arbejde for alle vidste, at den ingen ting værd var. ”Hvorfor er vi være så grimme, ubrugelige og uduelig, når vi pudser og plejer så meget? Den perfekte skrue ikke rør en finger, men alligevel er perfekt?” Lyd det surt fra den lange og tynde skrue som brød ud i gråd af ren frustration, over at den aldrig nogensinde ville blive lige så perfekt som den perfekte skrue. Den perfekte skrue brød ind, og mente at den da også havde pudset og plejet. Men at den bare ikke behøvede at pudse og pleje så meget, for den kunne umuligt blive mere perfekt end den var. Den perfekte skrue bildte de andre skruer ind at den pudsede og plejede på en speciel måde, og at det var derfor at den var perfekt. De andre skruer kiggede mistroisk på den perfekte skrue, og vidste at alle pudsede og plejede ens. Den perfekte skrue var vel bare perfekt, og det ville den nok altid være. Selvom de andre skruer godt vidste at den perfekte skrue ikke pudsede og plejede specielt eller anderledes end andre. Så var den korte og den lange skrue alligevel interesseret i hvordan den perfekte skrue pudsede og plejede sig. Det var den perfekte skrue ikke meget for at sige, men tilføjede bare ”Kun perfekte skruer kan pudse og pleje på den måde” De andre skruer grinte højlydt af den perfekte skrue, for at have bildt den korte og den lange skrue ind at pudse og pleje kunne gøres på en speciel måde, og det var vejen til at kunne bliver perfekt. Den korte og lange skrue sad længe, og hørte på hvad den perfekte skruesagde og gjorde.