En del af opgaven for den nysgerrige klimalitteratur handler helt konkret om at finde de rigtige ord. Rasmus Nikolajsens digt "Saltstraumen, 7. december 2013", som er udgivet i 2016, starter med spørgsmålet: "Hvilket ord mon bedst beskriver havørnens svæv?" Svæver den majestætisk? Det lyriske jeg overvejer det, men dropper så majestætisk. Godt nok har majestæt og ørn det til fælles, at de kun lever i kraft af en fredningsordning, men der skal et andet, nyere ord til. Det bliver swag. "Havørnen svæver swag", fordi lyden passer: Den lange, seje a-lyd svæver, og det gør allitterationen på sv også. Lyden og indholdet – swag betyder oprindeligt noget svajende, blødt svævende – passer bedst til havørnens glidende, ubrudte bevægelse.
Digtet handler ikke direkte om klimakrisen, men om forholdet mellem sprog og natur og dermed fundamentet for menneskets syn på og behandling af vores omgivelser.
Kategorien skønhed og det at se verden æstetisk er en menneskelig måde at opleve verden på – og et menneskeligt bidrag til verden. Jævnfør også digtet i sig selv. Samtidig er verselinjerne også et opgør med den antropocentriske forestilling, at ting kun eksisterer, hvis de tænkes eller sprogliggøres af et menneske. Naturen kunne sagtens eksistere uden mennesket, men mennesket kan ikke leve uden at gøre forsøg på at finde de rette ord.
Det er gratis at oprette en konto