'Ude Tapre Tarzan'

Det var tidligt søndag morgen, jeg vågnede ved at mine forældre skændes ude i køkkenet. Min far råbte højest. Jeg var bange, for mine forældre plejede ikke at skændes så voldsomt. Et pludseligt brag gik gennem hele huset. Det var min lillebror Anton, han kom løbende ind på mit værelse. Hans øjne var ild røde og fyldt med vand. Vi gik ind mod køkkenet. Jeg fik pludselig en albue i maven, det var bare Antons, men et sus gik gennem min krop, og jeg stod helt stille. Anton smilede bare og sagde så med den lille drenge stemme, han havde: ”Det er bare mig Klara.” Jeg vidste ikke om jeg var glad for at det var Anton, eller om jeg egentligt havde håbet på noget andet. Vi listede os hen mod køkkendøren, så mor og far ikke skulle høre os, men lige da vi nåede dørkarmen, vente mor sig om. Man kunne se at hun havde grædt. Hvor var far henne? Jeg gik hen til mor, for at spørge om alt var i orden, men jeg vidste inderst inde godt, at det var det ikke. Jeg kunne høre far inde i soveværelset, og Anton gik derind. Da Anton gik, sagde min mor til mig, at vi skulle på en familie tur ind til byen alle sammen. Man skulle tro at jeg ville blive glad, men mor så så trist og utryg ud, da hun sagde det, at jeg ikke vidste hvad jeg skulle tænke. Dette var starten på en meget lang dag.