Almisse og zakat i islam

I islam er der fem søjler, som bruges som fundament for muslimers religiøse liv, altså en slags rettesnor, disse er; bekendelse, bønnen, faste, valfart og almisse. Almisse er den tredje søjle. Om almisse står der på religion.dk (som har det fra haditherne, som er en slags skriftbøger):

En dag siger Allahs sendebud også højt, mens flere af muslimerne lytter: "Personen er ikke troende! Personen er ikke troende! Personen er ikke troende!" Tre gange.

De blev overrasket. Hvem var det mon, profeten talte om. Hvem er den ulyksalige? De spurgte nysgerrigt: "hvem oh Allahs sendebud?"

Han svarede: "den som overnatter mæt, mens hans nabo er sulten," "den som skader sin næste" (overleveret hos Bukhari).

Profeten Fvmh. siger: "Den, der hjælper en troende ud af en trykkende tilstand i dette liv, vil Allah hjælpe ud af en trykkende tilstand på dommedagen, og den, der gør det nemt for en der har det svært (Mu'ser), vil Allah gøre det nemt for i dette liv og i det hinsides."

Almisse hedder på arabisk ’zakat’. ’Zakat’ er ikke en skat, opkrævet af staten eller regeringen, eller en tiende opkrævet af moskeen. Ligesom det heller ikke er et udtryk for godgørenhed eller velgørenhed. At betale zakat er en pligt pålagt af Allah, en pligt, som skal udføres af alle muslimer i hele samfundets interesse. Zakat er altså en del af at tjene Gud. Zakats litterære betydning er renhed; man renser sin ejendom/formue for det, som ikke moralsk eller legalt ikke tilkommer en selv. Det gør det ikke, fordi man i islam er af den opfattelse, at enhver velhavende muslim er ’gjort rig’ af Allah, derfor er han blot forvalter for Allahs nåde, og zakat-delen tilkommer derfor ikke oprindeligt ham. Og fordi, muslimer opfatter deres samfund som én krop; hvis dele af den er syg, så er hele kroppen påvirket af det. Det er altså derfor, at zakat skal betales! Zakat renser dog ikke kun muslimernes ejendom og besiddelse, men også giverens og samfundets hjerte for egocentrisme, grådighed, nærighed, hovmod og ulighed, og gør giveren samfundsmæssig ansvarlig. Samtidig frigøres modtageren af zakat for misundelse og had til mere velhavende personer. Man ser derfor ingen klassekamp i muslimske samfund: da de velhavende deler med de trængende, og dårligdomme såsom hævn og had eksisterer derfor ikke. Islam vægter nemlig ikke det materielle men det åndelige. At give og få zakat er en åndelig investering, hvis afkast er glæde.