Når du læser dette brev er du blevet voksen og har sikkert selv en familie. Jeg skriver til dig nu, fordi jeg er kommet i en situation jeg ved jeg ikke vil overleve. Der er så mange ting, jeg aldrig har nået at fortælle dig gennem hele dit liv. Din fars og mit liv har aldrig været nemt, men vi har kæmpet for det vi troede på. Når jeg skriver dette er det med revolutionen i tankerne. De sidste mange år har været hårde, især under Stalins diktatur.
Jeg blev født i 1899.. Zaren og de adelige sad på alle pengene, mens bønnerne og arbejder arbejdede hårdt til sulteløn. Forholdene var elendige. Uheldigt nok var mine egne forældre bønner. Den 22. januar 1905 var min far og jeg med til en kæmpe demonstration på vej mod zar familien. Den lokale præst var gået i spidsen for os og 200.000 andre mennesker der var imod de dårlige forhold for bønner, arbejdere og de høje fødevarer priser, som følge af den tabte krig mod Japan. Demonstrationen gik langt fra som planlagt. Zaren var flygtet og havde sat alle sine soldater op foran vinterpaladset. Soldaterne åbnede ild på pladsen og skød omkring sig. Flere hundrede mennesker døde og pladsen foran vinterpaladset var snart lavet til et blodbad. Jeg var ikke særlig gammel dengang, men jeg var alligevel klar over, at det skulle ændre hele vores fremtid. Der var uro blandt folket i de næste mange år. I 1915 mødte jeg en ung mand. Han var bolsjevik og kæmpede for at gøre Rusland til et kommunistisk. Han blev senere din far.
Det er gratis at oprette en konto