Blikket i hendes øjne kunne tolkes på flere måder. Nogle gange var de tomme som en af de mælkekartoner på køkkenbordet. Andre gange som øjnene på et vildt dyr der blev jaget af sin fjende. Frygten stod ofte side om side med hendes brune øjne. Vinduerne skreg på vand og sæbe. Gråmeleret skidt rendte ned af ruderne og gav et indtryk af håbløshedens bolig.
Det havde længe undret naboerne at de intet havde set eller hørt til den lidt besynderlige kvinde i opgangen. Men hver passer sit. Man skulle jo nødig komme for tæt på, hun var trods alt ikke helt almindelig. De talte. Naboerne. Om hende der. Kvinden der pludselig flyttede ind i gamle Fru Jensens lejlighed. Efter hun gik bort for nogle år siden. Fru Jensen havde boet der hele sit liv. Med manden, børnene og en dag kom der børnebørn til. De sidste år tilbragte hun som enke. Kvinden var et af dem. Børne børnene. De huskede hende som den kønneste, smukke øjne der skinnede som stjernerne. Altid høflig og venlig.
En dag ankom hun med flyttebilen, sit fine tøj og dyre møbler. De vidste godt at Jensens havde haft en del på kistebunden hvilket nu også var nødvendigt for at bo i dette kvarter. Det havde den unge smarte kvinde åbenbart også. Nu boede hun derinde bag den lukkede dør. Ikke en lyd i mange uger eller var det måneder. Det var unormalt. Tænkte naboerne og talte videre. Om retten til at vælge selv. Hun havde selv valgt. Derfor var de i enstemmig tavshed enige om at ingen ville sætte deres finger på dørklokken for at spørge til hende.
Det er gratis at oprette en konto