Skumring

Tusmørket havde for længst lagt sig over husene. En let og luftig, velduftende vind legede i skumringen under himlen, der stadig var strålende blå, hvis man lagde hovedet tilbage og så op gennem den smalle gade. En dør gled op. Bløde sko mod tagpappet. Han satte sig ned. Solen gled bort i horisonten. En lille flok mennesker kom gående. De lo og snakkede, lykkeligt uvidende om hans tilstedeværelse og alt, hvad der gik ham på. Han så dem komme. Han fulgte dem med øjnene og forundredes. Endnu en kølig brise kom. Han kunne lugte blomster og sø fra et fjernt sted på den anden side af banen. Der var også bilos og urin og våde hunde og menneskekroppe og asfalt i luften, en skøn, blandet lugt af by. Han kom uvilkårligt til at smile, selv om der ikke var så forfærdeligt meget at smile af. Menneskerne forsvandt ind i en mørk port, der førte ind til en af de snævre gårde. Længe efter, at de var forsvundet, kunne han høre dem le. Det fyldte ham med en vemodig glæde. En følelse af at finde en længe eftersøgt lykke og pludselig savne sit gamle mål. Det her var jo hans hjem, sagde en stemme i hans hoved. Gaden var grå og øde nu, selv om han kunne høre dæmpede stemmer fra rundt omkring. Betonmurene var stadig solvarme og summede ligesom stadig af dagens aktivitet. Folk var hjemme nu. Måske spiste de sen aftensmad, eller måske sad de i deres sparsommeligt møblerede lejligheder og drak kaffe. Mange vinduer var åbne, det kunne han se fra sin plads. Han var vel heller ikke den eneste, der kunne lide duften af sommer og hjemby. Der var tændt lys i nogle af rummene, og snart ville der være i dem alle. Gennem et af vinduerne så han en pige og en dreng kysse hinanden, mens de vaskede op.Et lille suk slap ud af hans smalle mund og svævede væk over tagene. Et sted derude ville den lille hæse lyd møde kirketårne og høje spir. Måske ville det også se bakken. Det var længe siden, han havde været på bakken. Et savn efter noget for længst forsvundet var lige blevet vækket i den ikke helt færdige drengekrop. Han strakte benene og kiggede sig over skulderen. Han var alene på det flade tag. Han kiggede igen ned på fortovet og gaden og dens sprukne asfalt. Han dinglede lidt med benene og kiggede på sine snavsede sko.Under ham kom en dame med en grim hund gående. Han havde altid ønsket sig en hund, men han havde aldrig fået en. I stedet havde han gået tur med naboens gamle retriever, indtil han var blevet for gammel til den slags. Damens sommerkjole flagrede. Hun lignede lidt hans mor. De havde samme frisure. Han lagde hovedet på skrå og kiggede på sine hænder. Folk sagde altid, at han havde pæne hænder. Det var også længe siden, han var holdt op med at bide negle. Vinden var mild og varm. Solen var forsvundet for længe siden, men nu var det som om de sidste gule og gyldne tråde begyndte at trække sig bort fra de tynde skybanker i vest. Mørket blev en smule tættere. Nu var det midt mellem dag og nat, tænkte han. Lige der, hvor alting er skyggefuldt og stadig synligt. Der hvor alt, hvad man ser, stadig er virkeligt, selv om verden er fyldt med konturer af ting, der ikke er her. Han kunne godt lide mørket. Det havde altid været hans ven. Et stort sort dyr, der åndede tungt, mens det smøg sig gennem gaden. Hvert trin dette væsen tog var lydløst og fantasifuldt. De bløde poter rørte alting men kunne hverken ses eller føles. Dyret var hans ven. De var begge fyldt med mørket og begge lysets børn, syntes han og fnøs ved tanken om, hvad de andre ville sige til hans dybe tanker. Men de kendte heller ikke dyret, så det var vel forståeligt. Dyret var en del af denne levende by. Hans egen levende by. Igen et vemodigt suk, der svævede bort. Det var længe siden, han havde siddet på taget. Det havde han gjort meget som dreng. Det havde været hans hemmelige tænkested. I huset overfor blev det unge par færdige med at vaske op. Hun skuttede sig, og han lukkede vinduet og trak gardinerne for. Gennem en sprække så drengen på taget, hvordan de kærligt omfavnede hinanden. Han skyndet sig at kigge væk, for den slags belurede man ikke. Alligevel var han et øjeblik efter nødt til at kigge, men da var de forsvundet. Han kom til at tænke på Lisbeth og måtte skjule et sigende smil med hånden. De nøddebrune øjne stod stadig helt klart i hans erindring. Han fortrød igen, at han ikke havde talt hendes fregner, da han havde haft chancen. Et sted var der nogen, der tændte for noget musik. Det lød som Beatles, men han var ikke helt sikker. Et øjeblik følte han, at han godt kunne være med i en film. Så ville dette være begyndelsen. Først ville man se himlen og derefter udsigten over byens tage. Lige før titlen på filmen dukkede frem, ville man se hans fødder og ankler og de let bølgende bukseben. Vinduerne, der overalt var fulde af lys, ville se godt ud på det store lærred. Han skuttede sig en smule i sin T-shirt, selv om det ikke var spor koldt. En myg kom summende. Der var mange myg nede i mosen.Døren gik. Han hørte de forsigtige, en lille bitte smule slæbende fødder komme hen over taget. Nu ville de undskylde, men han havde truffet beslutningen. Han lod som ingenting, da Miranda satte sig ved siden af ham, stirrede bare målrettet på sine fødder. Der gik et minut, der gik to. Drengen stirrede koncentreret. Pigen trak vejret lidt uroligt. Man kunne næsten, hvis man kendte hende så godt, som drengen gjorde, høre, hvordan hendes hjerne arbejdede. Hun åbnede måden med en lille, velkendt, klisteret lyd og lukkede den så igen. Drengen skævede op, men pigens ansigt var svært at gennemskue i mørket. Som på et hemmeligt stikord udstødte gadelygterne en svag summende lyd og begyndte at lyse. ”heh..” Miranda ville sige noget, men lyden slap aldrig rigtigt ud, blev bare til den lille tørre lyd. ”Ja?” Hans spørgende stemme var nøjagtig så beregnende og kølig, som han ønskede. Det gav et lille spjæt i pigen, og drengen frydede sig hemmeligt over at kunne gøre hende så urolig. Dog var fryden bare et langsomt opbygget skalkeskjul for en vrede og skuffelse, der kun var rettet mod ham selv. Det var jo hans egen skyld. Hun havde al mulig grund til at hade ham. Hun vidste det bare ikke.”Undskyld..” virkede meget sart, syntes drengen. Den pæne pige så på sine bare fødder. Det gør ikke noget, det er mig, du skal tilgive, ville han et kort øjeblik sige, for hans kæreste lød så frygteligt sørgmodig, men han gjorde det ikke. Hvis han sagde det, ville hun dø af sorg, fortalte han indædt sig selv. Nu ville han ikke mere. Der havde allerede været alt for mange sidste gange. En stjerne blev tændt på himlen, der var mørk over drengens hoved og lys i kanten. Det var næsten vindstille nu. Luften var frisk og føltes sygeligt ren, skønt det var det sidste, den var. Skybanken i horisonten var ved at opløses. Den stod sølvhvid mod den lyseblå himmel.Scenen ved aftensbordet forekom lige så langt borte som Lisbeths hus. Det lå helt ovre på den anden side af banen, der hvor syrenerne blomstrede maj. Den halve time, der var gået, syntes årelang, skønt han kunne huske hvert eneste ord og hvert blik, der var blevet sendt. Hvorfor ødelagde han altid alting for sig selv, spurgte en stemme i hans hoved rasende. Han løftede sørgmodigt hovedet og kiggede på Miranda. De grå øjne, der næsten aldrig var uvenlige, lå skjult i dybe skygger De sad længe sådan. Han studerede hendes intetsigende ansigt. Det føltes, som om han jagtede en særlig afslørende detalje, som om han ledte efter et nøglehul, som kunne give ham adgang til hendes sjæl, men hver gang han troede, han havde fundet det, han troede, han ledte efter, forsvandt det. Som at forsøge at fange røg med sine hænder. Han ville gerne love hende, at det blev godt igen, han ville gerne trøste hende og putte hende, men hun var fjern og aflukket.”Jeg tror..” begyndte han alvorligt og standsede så. Hans hænder dirrede ganske let. Han havde gennemtænkt det, sagde han formanende til sig selv. ”Hvad?” spurgte hun nervøst. ”jeg flytter..” Stilheden, der fulgte, var meget meget tom. Mirandas ansigt gik fra forbløffet, til forulempet og igen til frygtelig chokeret. Tårer vældede op i hendes øjne og flød over. Han vendte ansigtet bort og knyttede hænderne. Det gjorde langt mere ondt, end han havde forventet. Han dinglede med benene og så ned i den mørke gade. Stille. Så frygtelig en stilhed, der alligevel var fyldt med gadens fjerne lyde. Fugle, der var lige ved at gå i seng, fjerne, summende biler og et godstog, der for forbi langt væk. Mennesker talte, en hund gøede i en gård. Beatles var blevet erstattet af noget andet, drengen ikke kendte navnet på. På himlen tonede flere og flere stjerner frem. Drengen blinkede med en irriteret mine. Han ville ikke græde, han nægtede. Mørket blev tættere. Hun snøftede bag ham. Så rejste hun sig. Han vendte sig halvt om og kiggede efter hende. Hendes hoved hang og hendes gang var vaklende. Han fik lyst til at styrte hen og tage hende i sine arme, men naturligvis gjorde han det ikke. Sådan skulle det ikke være. Han tænkte indædt på Lisbeth, forsøgte at tvinge hendes billede frem, men det gik ikke. Han følte sig beskidt.Han sad længe og stirrede ud i mørket. Dernede ventede Miranda forgæves på ham. Han vidste, hvordan hun ønskede, at han sagde undskyld. Han vidste præcis, hvordan hun krøb sammen under dobbelt dynen og hvor inderligt hun håbede, men han gjorde ikke noget ved det. Det blev nat og mørkets sorte væsen smøg sig mellem husene. Den knitrende silkepels strejfede verden. Den strøg tårerne bort fra den unge mands kinder og fremmanede nye. Tårer af tvivl og tårer af savn. Tårer, fordi han hadede sig selv og tårer fordi han hadede alting undtagen taget og natten og stjernerne og det store dyr og Lisbeth. Især ikke Lisbeth, for hende elskede han. Til sidst rejste han sig. Han sukkede stille. Sukket blev hængende i luften, mens drengen gik bort. Døren smækkede bag ham. Byen lå stille på alle sider af det flade tag. Og dog. Stille var den aldrig. Åndende af liv. Hans levende by. Det store mørke dyr spandt kælent. På den anden side af gaden elskede det unge par i køkkenet.