Kun svage forældre slår

Fars arrige øjne er plantet på mig, da jeg løfter mit ansigt efter at have modtaget det ventede slag fra ham. Han behersker sig for at holde stemmen rolig da han siger ’’du skal forstå Jonas’’, men det lykkes ham ikke, ordene kommer som høje råb ud ad munden på ham. Han er som han altid har været, og altid vil være, en totalt fiasko som far, og jeg har lyst til at fortælle ham det nu. Jeg er fyldt med indestængt harme. Alt i mig er i oprør, jeg kan ikke holde kroppen i ro, jeg kan ligefrem mærke pulsen i tindingen banke hovedet i stykker. Jeg er chokeret, vreden giver mig mod på at give ham igen. Endnu højere end ham brøler jeg af mine lungers fulde kraft, at det er ham der skal forstå. Jeg kan se at fars øjne åbner sig en ganske lille smule, og et splitsekund er der en tvivl af splittelse i hans ansigt, men det varer kun kort inden hans arrigskab vender tilbage, og jeg ved nu at han om lidt vil lange ud efter mig igen, men jeg er for vred til at flygte. Jeg bliver stående, jeg vil give ham klar besked. Nu sker det! Far langer ud efter mig, og han gør det så hurtigt at jeg ikke når at undvige. Vreden hober sig op inden i mig. Jeg farer løs på far, ude af stand til at bedømme situationen samt størrelsesforskellen mellem min far og mig. Jeg når ikke at fuldføre en eneste af de ondskabsfulde ting jeg havde i sinde, jeg bliver derimod i løbet af ingen tid skubbet i gulvet, og lander med hovedet hårdt mod mod køkkengulvet. Jeg ved jeg har tabt kampen, jeg rejser mig forsigtigt men hurtigt op, og vakler ud ad døren. Jeg tager hen hvor det passer mig siger jeg til mig selv. Jeg gentager sætningen inde i mit hoved. Jeg skuler op til buschaufføren i håb om at han ikke har opdaget at jeg uden at betale har sneget mig med ind. Jeg ser Christianias indgang og hopper som et lyn ud af bussen. Jeg fortsætter i samme tempo hele vejen ind ad porten. Jeg kan mærke en ro strømme gennem min krop. Stedet får mig til at slappe af. Mens jeg trasker længere ind i Stadens hygge kan jeg begynde at dufte hashen, blot duften af det får mig til at trække må smilebåndet. Jeg får hurtigt fat i hvad jeg kom for, og beslutter mig herefter for at slå hurtig genvej forbi café Nemo ned til søen. Nede ved søen er der som sædvanligt grupper af venner siddende på græsset. Jeg kigger hen på den nærmeste flok der sidder på græsset. De har en fest i gang. De morer sig kan man se. Jeg plejer også at være her med mine venner, men lige nu har jeg det egentlig helt godt med at være her alene. Jeg har hovedpine nok af at skulle holde mig selv i ro. Men jeg kan ikke lade være med at mærke hvordan det fryder mig at sidde her, når far har sagt jeg ikke skal. Han skal bare holde sin kæft, han ved sgu ikke hvad der er rigtigt og forkert. Han tror at jeg vil ud at slås med politiet igen. Men når først jeg er faldet lidt til ro, så skal jeg finde en måde hvorpå at forklare ham at vold ikke er noget jeg har lyst til, men at volden tilsyneladende er vild med mig. Jeg har siddet her i et par timer. Det tager mig altid lang tid at falde til ro, og denne gang har jeg haft lidt ekstra at arbejde med. Jeg har tænkt længe. Og jeg må prøve noget nyt. Jeg må hjem og snakke med far. Jeg giver ham en sidste chance, og hvis han er for stor en idiot til at gøre noget for at rette op på alle de fejl han gang på gang har gjort sig, ja så gider jeg ikke engang bruge min tid på at sige farvel, så skrider jeg bare.Jeg vender mig om, og begynder at gå målrettet mod en af Christianias udgange. I det samme fornemmer jeg det. Jeg mærker hvordan alle omkring mig bliver varsomme, og rejser sig op. Mod os kommer de farende i flokke. Deres blikke er tomme, og jeg genkender et ansigt eller to iblandt dem. Endnu en gang skal jeg være vidne til en razzia. Jeg lukker øjnene da jeg visker for mig selv ’’Gud, jeg tror du hader mig’’.