Så skete det endelig. Nu er vi de ældste, og det er os, der bestemmer. Vi har en masse hængende på vores skuldre, og jeg bliver lidt skræmt ved tanken. Ansvar, prøver og forventninger. Mange forventninger. Men hvad er det, vi forventer? Gode resultater, masser af sjov, eller bare det sædvanlige? Jeg ved faktisk ikke, hvad jeg forventer, men jeg føler, at folk forventer noget af mig.
Jeg sidder her ved det samme skrivebord, som jeg har siddet ved de sidste ni år. Solen skinner endelig ind ad vinduet efter den hårde kamp med skyerne, den kom endelig frem. Jeg tænker tilbage på de små klasser. Alting var så nemt, og man skænkede ikke afgangsprøverne en tanke. De lå langt ude i fremtiden og var ikke en bekymring værd. Men nu er jeg kommet til mit tiende år, mit sidste år. Jeg skal til at tage tingene mere seriøst, fordi det er nu, det tæller. Jeg kigger på uret, tiden går og går, ligesom den har gjort de sidste ni år. Nu skal jeg tage ansvar for mig selv og klare mig godt i prøverne, ellers vil jeg skuffe folk. Jeg mener, at ansvar er forbundet med kærlighed, loyalitet og tillid. For når man vælger at give en person et ansvar, så er det fordi, man tror og stoler på, at han eller hun kan håndtere det ansvar. Mine forældre stoler og tror på, at jeg kan tage ansvar og klare mig så godt, som jeg kan, så hvis jeg skuffede dem, ville jeg blive knust, fordi jeg og de ved, at jeg kan. Jeg tror, at det stærkeste og nogle gange det mest krævende ansvar er forbundet med kærlighed. Det er ikke bare den næstekærlighed, man nærer for dem, man møder i supermarkedet eller nogle gamle bekendte, men det er den kærlighed, som man nærer for ens forældre, søskende, tætteste venner og bedsteforældre. For når kærligheden er så stærk, at man er så tæt forbundet med hinanden, så kan det virkelig være hårdt at bære ansvar over for den person og netop derfor, vil jeg klare mig godt. Jeg vil tage ansvar for mig selv og gøre mit bedste. Men alt det her er skræmmende. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at jeg også skal nyde det. Det er jo det sidste år med mine venner og efter dette år, så ser jeg dem ikke ret ofte mere. Det er meget nemt at glemme at nyde det, når ens tanker er på noget andet. At tage notater, følge godt med og klare sig godt. Alle snakker om, hvor vigtigt det er at klare sig godt, så derfor er det det, som jeg og alle andre er fokuseret på. Hvis vi skal klare os godt i fremtiden, så skal vi klare os godt i skolen. Vi skal stræbe efter at være den bedste, så vi kan få gode og lyse fremtidsmuligheder. Men mellem alle disse bekymringer så glæder jeg mig til revyen og alt det spas, vi kommer til at lave. Jeg har altid set frem til at kaste med karameller. Jeg kan huske, at man altid beundrede de store, når de kom og kastede med karamellerne. De var så seje, og jeg tænkte altid på, hvordan jeg ville klædes ud. Hvert år skiftede jeg mening, alt efter hvad de store nu havde på. Det er det, som vi altid har glædet os til. I de yngre klasser var det altid det, man snakkede om, når vi snakkede om niende klasse. At kaste med karameller sidste skoledag. Men hvorfor er det så ikke det, som jeg tænker på lige nu? Nu tænker man næsten kun på prøverne. Når vi snakker sammen i skolen, så handler det altid om, hvor nervøse vi er. Snakken går på, hvordan vi skal klare os godt nok, og at vi er så bange for at få et blackout. Alle de forventningsfulde tanker om niende glemmer vi lidt. Det er det her, vi altid har glædet os til og snakket om.
Det er gratis at oprette en konto