Jeg sidder I skolen og skriver mit essay om emnet ansvar. Først skriver jeg nogle linjer, men så sletter jeg dem igen, sådan blev det ved indtil jeg fik de første ideér til hvad jeg skulle begynde mit essay med…
Alle har et ansvar. Mit ansvar overfor mine søskende er at fortælle dem hvad der er rigtig og forkert, på den måde bliver man et godt forbillede overfor de mindre, men største delen af ansvaret for mine søskende er selvfølgelig mine forældres. I forhold til mine venner har jeg et andet ansvar, det kan f.eks. være at en af mine nærme er begyndt at tage stoffer, så er det mit ansvar at sige til ham at han burde stoppe, og at det er fuldstændig dumt. Ansvar er noget med at tage initiativ til at sige sin mening, den mening som man selv synes er bedst, eller en form for konstruktiv kritik, altså noget man burde gøre bedre.
Hvor langt rækker ordet ansvar?
Det er altid en individuel bedømmelse, man kan sagtens blive irriterende, eller en form for plage, men så længe at man gør noget for sin bedste ven, eller sine medmennesker, er det ikke noget at gøre ved. Der kan let argumenteres for hvornår det er okay at vise næstekærlighed, og hvornår man bliver den irriterende person som altid skal blande sig. Der er et ordsprog som siger: Fej for din egen dør, før du fejer for andres. Det beskriver meget godt at man ikke skal overdrive, men stadig vise den respekt og venlighed at fortælle personen at det er åndssvagt det han har gang i. Jeg ville f.eks. gribe ind hvis min bedste ven var begyndt at drikke meget, ryge og være ligeglad med sin skole, men hvis han så var umodtagelig overfor det ville jeg nok lade det stå til ham efter det. Hvis det så var værre, ville den sidste beslutning fra min side være at snakke med hans forældre om det. Tit har jeg stået i en flok, og kigget på de sølle unge drenge og piger der står og ryger, egentlig haft lyst til at gå hen og fortælle hvor farligt, dumt og ucharmerende det faktisk er, men ikke haft følelsen af at det var MIT ansvar.
Det er gratis at oprette en konto