Preussens geografi og landskabelige forhold

Preussen, der efter 1. verdenskrig udgjorde den betydeligste stat i det tyske rige, bestod af et større sammenhængende landområde i Nordtyskland, hvorfraØstpreussen var skilt ved »den polske korridor« og Fristaden Danzigs område, samt en række eksklaver navnlig i Thüringen (Schmalkalden og Schleusingen, Ziegenrück, Wandersleben) og Württemberg (de hohenzollerske lande). Hovedlandet omsluttede følgende mindre stater: Oldenburg, fristæderneBremen, Hamburg og Lübeck, de to Mecklenburg, Schaumburg-Lippe, Lippe-Detmold, Braunschweig, Anhalt, Waldeck og dele af Hessen (provinsen Oberhessen) og Thüringen. Det grænsede mod nord til Nordsøen, Danmark ogØstersøen, mod øst til Polen, mod syd til Tjekkoslovakiet og de tyske fristaterSachsen, Thüringen, Bayern og Hessen, bayersk Pfalz og Frankrig, mod vest til Luxembourg, Belgien og Holland. Preussens samlede areal var 294.555 km2, hvoraf 38.510 i Østpreussen, 1.142 på Hohenzollern og 1.486 på det afFolkeforbundet administrerede distrikt. Blandt de europæiske stater lå Preussen i størrelse efter Rusland, Frankrig, Spanien, Sverige, Finland, Polen,Norge, Rumænien og Italien, og var Europas tiende største, mens det før verdenskrigen var det sjettestørste

Landskabelige forhold

Størstedelen af Preussen tilhørte det nordtyske lavland, dog opfyldtes den sydvestlige del, hovedsagelig provinserne Rheinland, Hessen-Nassau,Westfalen og Sachsen, af udløbere fra det mellemtyske bjergland. Syd for Østersøen strakte sig fra den danske til den litauiske grænse — og også videre — en højderyg, den baltiske landryg eller, som den på grund af sin rigdom på søer også kaldtes, »Baltische Seenplatte«, der i Turmberg vest for Danzig hævede sig til en højde af 331 m. Den deltes af floderne Weichsels og Oders brede dalstrøg og den lavning, hvorigennem en kanal forbandt Elben med Trave, i fire afsnit: den preussiske, den pommerske, den mecklenburgske og den slesvig-holstenske landryg. Den baltiske landryg stødte dog ikke overalt umiddelbart til havet, men skiltes navnlig i Forpommern og i Østpreussen fra det ved et bredt lavere forland, hvoraf enkelte højere bakkepartier med en kerne af ældre dannelser rager op som øer: mod vest Rügen, mod øst Samland. Syd for den baltiske landryg lå et næsten fladt land, gennemskåret af talrige brede dalstrøg, som dels endnu følges, dels på et tidligere stadium af landets udvikling har været fulgt af store floder, hvorfor de også kaldtes urfloddale (»Urstromtäler«). Urfloddalenes bælte afsluttes mod syd af en ny højderyg, der fra Katzengebirge mod øst strakte sig mod vest-nordvest. over Rückenberge, Fläming og Lüneburger Heide hen imod Nordsøen, hvor den omkring Elbmundingen nærmede sig den baltiske landryg stærkt. Syd for den sydlige landryg fandtes endnu lavlandsområder, der som bugter strakte sig ind i bjerglandet, således mod øst langs Oder den schlesiske lavlandsbugt omkring Elben-Mulde-Saale, den sachsisk-thüringske bugt og mod vest omkring Münster den westfalske bugt. Endelig lå i det nordvestlige Preussen endnu et stort lavland, som er næsten helt fladt og som følge af det mangelfulde vandafløb for en stor del dækket af moser. Foran kysten lå en ørække, de østfrisiske øer, som rester af en af havet opbygget klitrække, der så atter var ødelagt af bølgerne. Det bagved liggende vadehav greb med de store bugter dollart og Jade-bugten dybt ind i landet. Selve fastlandskysten dannedes for en stor del af diger, der beskytter det lave marskland mod oversvømmelser. Enkelte steder trådte lave sandbakker ud til havet. Ganske samme kysttype som Slesvig-Holstens vestkyst.