Vi satte os ud i bilen og kørte stille igennem det snedækkede landskab. Hvis bare hun havde været her. Vi kunne have siddet og tegnet figurer på de frosne vinduer, have fortalt historier og diskuteret, hvad vi skulle lave i juleferien. Jeg savner det. Dengang det var hyggeligt at sidde i bil. Dengang man ikke vidste, hvad man ville få i julegave. Dengang hun stadig var her.
Vi nåede kirken knap et kvarter før. Der var kommet et par biler. Det så ikke ud til, at der ville blive trængsel i kirken i dag. Hun havde ellers været en virkelig elskværdig person. Ikke en eneste fjende havde hun haft. Det må have været på grund af den frygtelige snestorm dagen forinden. Det sneede da også ganske forfærdeligt den lørdag. Jeg har aldeles intet imod sne, tværtimod! Det er nok noget af det mest perfekte, der findes. Det kan dække et helt landskab. Det kan sætte alting i stå på ingen tid. Sne kan have den klareste hvide farve ligesom Zofies kinder. Dengang vi byggede en iglo og prøvede at sove derude, indtil vores forældre kom og sagde, at der var varm kakao, hvis vi altså ville bo derinde hos dem igen. Vi kiggede på hinanden og løb alt, hvad tøj og remmer kunne holde. Vi var begge to typer, der ikke kunne tåle at tabe, så det galt selvfølgelig om at komme først! Jeg husker tydeligt, hvor glat vejen var, og hvordan vi endte med at ligge ovenpå hinanden. Det var dengang sne var lig sjov og ballade.
Det er gratis at oprette en konto