Medie Temaet: Fotografi Fotografier viser den verden, der er synlig for vores øjne. Fotografier beviser, at vi lever og oplever. At være til stede og høre Barack Obama tale i Berlin som et led i den lange amerikanske præsident-valgkamp i 2008 må naturligvis foreviges, som I kan se på billedet til venstre. Pressefotografi leverer nyheder om vigtige begivenheder. I dette kapitel går vi tæt på pressefotografiet og på de virkemidler, det anvender. Et udsnit af virkeligheden: Et fotografi viser et udsnit af virkeligheden. Hold dine hænder op, og sæt pegefingre og tommelfingre mod hinanden, så de danner en firkant. Peg din firkant rundt, og forestil dig, at du tager et billede. Du vil opleve, at der er meget lidt inden i firkanten i forhold til det, der er udenom. En fotograf vælger bevidst eller ubevidst, hvad der skal være i søgeren, og hvad der skal være udenfor. Ved at vælge, hvad der skal med på billedet, fortolker fotografen virkeligheden. Alligevel viser billedet et udsnit af verden og leverer dermed et dokument af virkeligheden. To genrer: Al fotojournalistik kan groft sagt inddeles i to hovedgenrer: på den ene side reportage og nyhed, og på den anden side portræt og illustration. De to genrer adskiller sig først og fremmest ved i hvor høj grad, fotograferne blander sig i motivet. I portræt og illustration er det i højere grad tilladt at iscenesætte motivet, mens det i nyhed og reportage er fotografens gengivelse af det, han ser. Reportageog nyhedsfotografi er altså dokumentarfotografi, fordi det dokumenterer eller viser det, der foregår. Pressefotos skal være troværdige og gengive virkeligheden. Ord og maleri fortolker verden. Pressefoto viser og dokumenterer verden. Kan pressefotografen flytte rundt på genstande eller selv medbringe og placere rekvisitter i billedet? Det gjorde fotografen Nicolai Fuglsig på et omdiskuteret billede, da han skulle fotografere ofre for atomulykken i Tjernobyl flere år efter, at ulykken var sket. Ofrene lå i en hospitalsseng og lignede almindelige patienter. For at visualisere, at det var atomofre, anbragte Nicolai Fuglsig en glasplade med det radioaktive symbol foran kameraet. Reportage og illustration: Reportage handler om, at fotografen går ud og fotograferer forskellige sider af livet og verden ud fra en vinkel eller et tema. Det kan for eksempel være, at fotografen ønsker at skildre liv og smerte ved at fotografere børnefødsler, og derfor laver han en reportage fra en fødegang. Fotografens billeder bliver efterfølgende lagt i en database. Et reportagebillede kan blive til en illustration, når det optræder i en ny sammenhæng. Både tegninger og fotografier bruges til at illustrere artikler i avisen. Når et reportagebillede hentes ind i en ny sammenhæng, bliver det til en illustration.
Det er gratis at oprette en konto