De tre små narkomaner

Der var engang 3 rådne, slidte narkomaner på Nørrebro, de lignede alle 3 små svedende grise. Den ene grimmere end den anden, de var alle tre brødre og kendte til hinandens situation, hjalp hinanden uanset hvad. Den første bror var ældst og ikke så klog, en rigtig idiot som ikke vidste noget om penge og politik, han ønskede ikke andet end at tage noget krokodil og rådne op i sin lejlighed i fred for politi og kommune. Den anden bror var en smule klogere, og vidste måske en lille smule om politik og alt muligt andet fis’ man kun vidste hvis man var misbruger. Kommunen jagtede ham ligeså meget som de jagtede hans anden bror. Bare han kunne være alene i hans lejlighed var han glad. Den tredje bror var en anden sag, se han havde styr på det hele. Han vidste alt om penge, politik og velfærd og hvordan man opførte sig til store familiefester og blandt fine folk. Dog var han stadig narkoman, og ingen vidste helt hvorfor, men sådan var de tre brødre, nemlig totalt ens, eller måske ikke i hjernerne. De ville alle tre flytte lejlighed, ikke flere ildelugtede strissere i skyggen på politi mester Didrik. Didrik var høj og slank og havde et gråt skæg som mest af alt mindede om pelsen på en ulv, han var styg og han lugtede altid af kaffe. Man kunne spotte sorte kaffepletter i det lysegrå skæg, når han stod og råbte og kommanderede. Alle frygtede Didrik i misbrugerkredsende. Han fandt frem til stofferne som et ulv til et bytte, og han jagtede og jagtede til han vidste at alle misbrugere var ude af hans Nørrebro. Didrik stod altid bappede på sin pibe, imens hans små strissere rendte rundt som myrer om ham. Han lignede typen der åd misbrugere til morgenmad, ved siden af sin basse og sorte kaffe. Den første bror var ude og købe sin lejlighed, den var lille, gammel og slidt. Malingen skaldede, det var en rigtig svinesti. Der gik ikke lang tid før Didrik stod der med hele sit hold, klædt i mørkeblåt. Politiet stod som små sultne ulve i røven på ulvefar Didrik. Det var klart at de tog lejligheden med storm, ikke kun lejligheden men også stofferne. Den yngste bror hoppede på sin gule mustang racercykel og fræsede gennem Nørrebros gader til hans lidt ældre brors nye lejlighed. Den var en del finere end hans egen. Her var opgangen ren og rydelig. Han boede nydeligt, bortset fra det lugtede helt af hundene og det lignede at der havde været en atomkrig i lejlighed. I det mindste var malingen til at holde ud at se på. De levede i fred, indtil ulvefar Didrik, traskede op og stod som en tinsoldat ude foran døren, imens hans små ulveunger fulgte trup. De tog lejligheden med storm og policesticks, ikke kun lejligheden også alle stofferne. De to brødre hoppede på den gule mustang racercykel, den yngste på bagagebæret og den ældste på sædet. Ellers fræsede de afsted gennem Nørrebro til de nåede til deres kloge storebrors hus, de tiggede og bad om ly og deres storebror lukkede dem ind. De to mindre brødre var rigtig taknemmelige. Nu var de alle sammen samlet, de sad allesammen i stuen og lignede et par udkogte grise. Den ældste kiggede på sine to brødre og spurgte om hvad der dog var hent. I munden på hinanden skreg de op om at Didrik have luret hvor de havde stoffer. Den ældste nikkede og lo. De to yngre brødre kiggede på hinanden. Det bankede på Døren, og stygge ulvefar Didrik stod der, med sine små ulve som fulgte trup, præcis ligesom spejdere. Den ældste at brødrene blev stående i lejligheden. Imens Didrik begloede alle mulige underlige himstergimster, kunne hans trup af små ulve ikke finde så meget som et gram i lejligheden. De kunne ikke tage denne lejlighed med storm. De tre brødre var glade, de to mindste blev boende. De troede de slap af med Didrik, men han kom altid tilbage og tog sit uskyldige rutinetjek som han sagde hver uge. Det blev næsten en tradition for Didrik. De tre brødre levede bedre end grise i den bedste mudder til de en dag døde.