Jeg er et egetræ

Jeg er et egetræ... Jeg blev plantet her for 150 år siden og har set mange ny forelskede par gå rundt her i skoven, gå og holde i hånden osv, men der er dog et par som jeg aldrig vil glemme. Nu begynder historien. Jeg stod der midt i skoven og følte mig så alene der havde ingen været ved mig hele dagen ikke engang en hjort eller en harre, ingen ting. Her er så stille og fredfyldt, men alligevel for stille til at det var ret. Jeg ventede sådan på at det ville komme nogen gående forbi og standse op for at kigge over søen, sætte sig på gyngen som hang på mig, tage en gynge tur over søen, men ingen ting skete. Klokken var efterhånden ved at blive mange da jeg hørte nogen komme gående, jeg håbede sådan at det var nogen som havde været her før, men nej, det var en fugl som prøvede at finde regnorme. Da jeg stå op om morgen og kiggede over søen kunne jeg lige så stille se at solen var ved at stå op ovre bag de andre træer, det virkede til at blive en skøn dag, en rigtig sommerdag. Jeg kunne mærke at der ville komme nogen idag, det var en perfekt dag til en skovtur eller en hyggelig lille gå tur. Ganske rigtigt, der var tusind hvis af mennesker, men kun to unge fangede min opmærksomhed. De var omkring de 18-19 år, de gik og holdt i hånden, standsede ved såen og stå lidt og kiggede. De satte sig op af mig, og drengen tog noget op af lommen og begyndte at skære noget i mig. Emilie+Benjamin foraltid. Emilie var høj og tynd med det mest utrolige lange lyser hår med små slange krøller og de mest fantastiske blå øjne. Benjamin var lidt højere end hende, mørkt pjusket hår et fantastisk smil, og nogen charmerende øjne. De sad der længe, de sagde ikke så meget, kiggede bare ud over søen og nød hinandens selskab. Dagene efter kom de gående forbi og små grinede, jeg forstå det ikke helt intet jeg fandt ud af at det var fordi Emilie opdagede hvad Benjamin havde skrevet på mig. De så lykkelige ud, jeg kunne se det på deres øjne, deres smil, den måde de kiggede på hinanden, jeg var sikker på at det var ægte kærlighed.. Der gik lang tid før jeg så nogen af dem igen, der gik uger, måneder.. En dag kom Emilie, men uden Benjamin. Hun satte sig op af mig og sad lidt og kiggede over søen ligesom dengang hende og Benjamin var her første gang, men pludselig begynder hun at sige noget " Jeg forstår det simpelthen ikke, vi var så lykkelige. Hvordan kunne det her ske."? Hun begyndte stille og græde, og jeg kunne ikke lade vær med at undre mig. " Hvorfor skal han være sådan mod ham, hvad har jeg dog gjort? Det her var vores minde