Neutraliseret

Dagen hvor det startede glemmer jeg aldrig. Noget så uforståeligt og uhyggeligt fantastisk glemmer man ikke. Tænk at det begyndte på samme måde igen efter så mange år. Amerika og Rusland i atomkrig. Det startede som i første verdens krig med at serbiske Gavrilo Princip leder af Den Sorte Hånd skød ærkehertug Franz Ferdinand. Denne gang var det den russiske leder af mafia Igor Jurih Sli??tskijkov der blev skudt af den amerikanske narko dealer Fat Jack og Rusland erklærede krig mod Amerika. I toogtyve år havde krigen været i gang. Siden år 2023 havde de kæmpet mod hinanden uden tab af befolkning. De havde ingen soldater, kun to overhoveder. Rusland havde plantet missiler med retning mod Amerika på månen og Amerika som havde overtaget Mars og plantet missiler der. Jeg var selv meget optaget af den krig da den fyldte vor hverdag. Da Danmark jo lå centralt var krigen bogstaveligt over os og et par gange var der styrtet et par missiler i Jylland. Men intet kunne vi gøre, vi var blevet neutraliseret sammen med resten af verden. Vi skulle forblive i vores land og forholde os neutrale. Nogen gjorde, andre gjorde deres pligt og hjalp gruppen KFDK.

Nicklas boede på Sydsjælland og var officer i Hæren. Nicklas startede KFDK og var leder. Jeg selv var kun Medlem af første grad. Vi sad til vores sidste møde inden aktionen skulle i gang. Det var den 19. september det hele skulle starte. Rusland og Amerika havde besluttet at mødes i Danmark. Og det var det eneste tidspunkt hvor vi kunne komme ud ad landet. Målet var Rusland. Alt var planlagt ned til sidste detalje. Dagen kom hvor det skulle ske, kl. 08:47 Præcist. Vi havde en aftale med finlænderne der havde gravet en tunnel fra Oskarström ved Halmstad i Sverige til Vyborg i Rusland firs meter under jorden. Vi skulle komme uset til Skåne, vi havde seks timer. Så var det tid. Vi kørte til øst København hvor den lukkede Kastrup lufthavn lå, klokken var 08:42. Der var fem minutter til vi skulle være nede til havnen. Ruslands og Amerikas atom debat havde stået på i toogfyrre minutter uden resultat, de bebrejdede hinanden. Niels startede bilen og kørte mod havnen. Nicklas stod nede ved havnen da vi kom. Vi gik om bord på skibet som vi skulle sejle med, en fiskekutter. Alle mennesker omkring og i København var mødt om til debatten i Kastrup lufthavn, så der var ingen der havde set os ved havnen. Vi sejlede af sted mod Halmstad på en tre en halv times tur. Fra Halmstad til Oskarström var der sådan cirka en halv times kørsel. Det galdte bare om at komme uset til Halmstad og så til Oskarström. Og så bare tage lyntoget i tunnelen, så var man fremme til destinationen på to timer. Vi ankom til Halmstad til tiden. Vi måtte svømme de sidste hundrede meter ind for ikke at blive set. Vi skiftede tøj i en park i Halmstad, lejede en bil og satte kursen Oskarström. Vi holdte ind ved en el station for at fylde strøm bilen ligesom de ”almindelige svensker” gjorde. Ved butikken på el stationen så vi en reklame for et rejseselskab, hvor der stod ” resa för fyra personer för 16 tusen kronor genom universum”. Det var sjov lille tanke. De kiggede underligt da vi skulle betale. Vi lagde bare pengene uden at sige et ord, men de spurgte os hvor vi kom fra. Vi sagde ikke noget men skyndte os bare ud mod bilen. Bag os dukkede personalet op, og var på vej efter os. Det var ulovligt at krydse landegrænserne. Vi satte os ind og kørte hurtigt videre. I spejlene så vi to overhælene politibiler med udrykning mod os. Vi var afsløret. Niels der kørte bilen trykkede virkelig ”sømmet i bund” men da vi kom op og rundede de 315 kilometer i timen havde bilen det ikke så godt. Men vi havde akkurat lige nok stort forspring til at dreje af ved en gammel skov vej uden politibilerne opdagede det. Vi holdte der lidt og ventede med høj puls. Efter to minutters tid kørte atter videre uden nogen bemærkede det. Vi kom frem til Oskarström uden at have set nogen af politibilerne og så var det bare at finde huset med tunnelen i. Vi fandt det hurtigt og kom ind og ned i tunnelen. Nede i tunnelen stod Johannes fra Finland og ventede ved højhastighedstoget. Han bød os velkommen og vi satte os straks ind. Toget der kørte med små femhundrede kilometer satte i gang. Vi vidste ikke meget om Johannes, ikke andet end han var medlem af den finske modstandsbevægelse og at han var ingeniør. Han takkede os meget for vores heltemod og friheds forståelse. Vi fortalte ham om turen der op. Med hvinene høje lyde stoppede toget ved dens endestation. Vi var i det sydlige Vyborg, i Rusland. Vi kom op af tunnelen. Vi var inde i en stor skov dækket i hvidt slør. Tre kilometer væk lå målet. Et kæmpe artilleri batteri ligesom det det russerne havde på månen. Vi klædte om til hvidt vintertøj og sneg os af sted mod målet. Nicklas havde skaffet os rifler fra hæren. Da overhovederne var i Danmark var der mindre bevogtning omkring batteriet. En halv kilometer igen. Jeg tænkte på om det nu var det rigtige vi gjorde. Men jeg vidste at det handlede om KFDK, kampen for Danmark! Vi var fremme. Jeg placerede den lille sprængladning på døren, og med et brag sprang den pansrede dør op. Nicklas var den første inde, også mig. Nicklas skød to vagter, begge i brystet. Vi fortsatte mod kontrolrummet. Nicklas var den der brugte sine skud. Vi nåede frem til rummet på klokkeslettet. Så var det nu eller aldrig. Jeg gik i gang med at indtaste koordinaterne til missilerne mod månen og Mars. Nicklas udryddede de sidste vagter og satte bomben til et af missilerne der ikke skulle bruges. Vi havde et kvarter til bomben sprang. De sidste missiler mod månen og Mars var fløjet af sted da Nicklas satte bomben. Vi skulle bare ned til garagen og hente de to snescootere russerne havde stående. Niels løb som den første ned ad trappen. Men en russer der havde gemt sig og han sprang frem og stak en kniv i benet på Niels. Jeg skød russeren to gange maven. Niels der lå og forblødte og kunne ikke gå, så vi måtte bære ham ned til scooterne. Vi lagde ham bag på min scooter så Nicklas kunne komme til at skyde hvis det var. Vi ræsede af sted mod tunellen. Jeg så på mit ur, fire minutter til. Vi ankom til tunellen med femogfyrre sekunder igen. Vi sprang ned i tunellen og så ind i toget. Johannes var der og tog i mod os. Ti sekunder efter toget havde startet lød et kæmpe brag, hvor jeg så på mit ur. Bomben var sprunget. Toget begyndte at ryste og så afsporede toget. Toget væltede rundt i tunellen og vi røg alle rundt. Alt blev sort.