Langt ude ad landevejen lå et bemærkelsesværdigt hus. Haven som lå foran huset, var så udsmykket at det sjældent var set på disse egne. Græsset var så velholdt, at man skulle tror at det blev klippet med en neglesaks. I den lave, smukke ligusterhæk legede mejserne. Deres sang var så smuk og yndefuld, at intet menneske nogensinde kunnefinde på at forstyrre dem. Midt på den saftige græsplæne lå den smukke og veludsmykket dam, hjemsted for syv vidunderlig flotte karper. Huset var gult som en kornmark. Langs husets sydvendte gavl snoede der sig en uberørt rosenstok. I vindueskasserne under de små søde vinduer voksede de yndigste påskeliljer. Taget var et lavt stråtag med en hyggelig skorsten i midten. Kristine der boede i huset var alene. Hun havde en kæreste, der hed Jesper, som hun var forlovet med. Jesper var rejst til Ecuador i en periode på 14 måneder som led i sin uddannelse. Planen var, at de to elsklinger skulle giftes næste sommer, når Jesper kom hjem. Kristine kedede sig grusomt, når hun var alene. Hun glædede sig naturligvis til at Jesper kom hjem. For hver dag voksede savnet, og hun begyndte at føle sig mere og mere ensom. Hun slog ofte tiden ihjel ved at passe den i forvejen dekorative have. Ofte sendte de mails til hinanden for at holde sig opdateret med hinandens tilværelser. Kristine sad vanligt en sen eftermiddag og tjekkede sin indbakke, for at se om der var kommet nogle mails. Jesper havde skrevet, kunne hun se.
Det er gratis at oprette en konto