Altid bedste venner

Johnny havde altid følt en mindre misundelse, ja måske et had til hans bedste ven Alf.

Men det var svært for Johnny at sætte de rigtige ord på, hvorfor han følte det had.

Måske var det fordi at Alf var lille, men de andre i klassen syntes stadig han var den sejeste, selvom det var Johnny der var den høje og stærkeste. Men Johnny vidste godt at han ikke var den klogeste af de to og Alf havde altid været overlegen og var ikke bange for at svare de andre igen.

Johnny sagde bare et eller andet dumt eller usammenhængende, noget der ikke gav mening.

Johnny havde haft mange at den slags tanker. Tanker om at han var dum og mindre værd en hans bedste ven Alf. Men Johnny følte selv han var det mere værd og at han gav mere udtryk for hans holdninger på klassen. Alf havde godt lagt mærke til at Johnny ikke snakkede så meget til ham mere, men mere til alle de andre i klassen. Det startede med et par bemærkninger, men efter et stykke tid var det mere som om at, Johnny havde fundet nye venner. Alf følte sig helt alene, men alf vidste også godt at han ikke havde været helt fair overfor Johnny på det sidste. Johnny gjorde noget meget specielt når han følte sig overset. Han bliver meget afvigende, næsten provokerende.