Kærlighed: en personlig refleksion

Kærlighed. Jeg har faktisk altid undrede mig over hvad den korrekte definition er af kærlighed? Altså vi kan alle fortælle hvad det er, men kan vi forklare det? Kan vi sætte ord på hvad det er for en slags følelse vi får når kærligheden har ramt os? Når ordet kærlighed bliver nævnt i mit nærvær, sker der noget ret så irriterende, og det gentager sig hver eneste gang. Mit hjerte hamre en ekstra gang, og mine tanker flyver af sted, som et stjerneskud på himlen. Kærlighed er en værre bandit, hvem i alverden ville opfinde noget som dette.Hvem er det dog, der har bestemt, at der absolut skal være en person i ens liv, man ville opleve noget anderledes med, på den kærlige måde? Også er der sjælevenner. Hvad er det også for noget? Min hjerne revner snar af refleksioner omkring dette ord. Sjælevenner.. Jeg bliver simpelthen nød til at tygge på ordet flere gange, før jeg kan byde på noget. Éns sjæl, éns jeg, en ven for livet. Éns indre, forelsker sig i den en anden indre. Utrolig alligevel. Det indre. Det meget smukt. Og så tanken om den eneste ene, hvad er det for noget, og hvem mon dog det er? Kan det virkelig passe at der kun findes én eneste person, i hele verden man er skabt til? Hvad er chancen for at de to, netop i samme tidsalder, samme sted, og en dag vil mødes? Man hører tit om folk der snakker om den eneste anden. Mere realistisk set. Hvad så med den eneste tredje, fjerde, femte, sjette, syvende, og videre og videre. Det er vildt hvad man kan nå op til, og hvor mange gange der kommer til at være den eneste. Hvornår stopper egentlig grænsen til det realistiske, det ægte, hvis et par holder sammen fra ungdom til døden? Virkelig holder til døden der skiller, som man jo nu engang lover ved ens vielse. Og endnu en ting der krydser mine tanker dagligt - findes der overhoved ægte kærlighed? Er der ikke en periode i hvert eneste forhold, hvor tingene går ned ad bakke? Et forhold skal jo indeholde både opture og nedture for at kunne fungere.Men sådan som jeg ser det, findes der kun ægte kærlighed som et element i et eventyr: ”Og de levede lykkeligt, til deres dage ende.” Det kan da ikke være muligt. Definitionen af lykkelig. Min forståelse er for lille til at opfatte det, måske mangler jeg erfaring? Jeg tror faktisk aldrig at et menneske kan få erfaringer nok her i livet. Der vil altid være en livssituation man kan man ikke har stået i. Det bringer mig til tankespind over hvordan man egentlig kan lærer af erfaringer. Man kan ikke lære erfaring, man er nød til at gennemleve den. Jeg går ud fra, at en forælder der forsøger at lære sit barn, af sin erfaring, vil aldrig nogensinde kunne lære af det. Man skal have sin egen, og det er den eneste måde man vil lære det på. Jeg ved det fra mig selv. Alligevel er der en grund, til at forældrene vil lære deres børn disse ting. Grunden må være kærligheden. Kærlighed og beskyttelse.Det mest overbevisende, og sigende er de tre ord, et hvert menneske kender, eller i det mindste burde kende: ”Jeg elsker dig,” vil sikkert for evigt stå, som den hurtigste og stærkeste måde at erklære sin kærlighed, til en anden person på. Det kan siges på alle sprog, det er helt personlig. I love you. Ti amo. Ich liebe dich. Seni seviyorum. Je t’aime, fransk - kærlighedens sprog.Men alligevel er der en lille detalje vi glemmer. Hadet. Er der sammenhæng mellem disse to helt modsatte ord, med totalt kontrast? Man forbinder altid det at hade, med det at elske, og omvendt. Men hvorfor? Kan en dyb forelskelse, afbrudt af en dyb skuffelse, pludseligt føre til en dyb had? Og skulle skuffelsen være utroskab? Utroskab. Jeg kunne spise den, og tygge den godt og grundigt igennem, til den hverken kan høres eller ses nogensinde igen. Der er intet jeg ser sortere på, man kan vel sige jeg hader den. Jeg vil dog tilføje at jeg har prøvet jalousien. I min førnævnt lille omrids af erfaring, er jalousien, den grimme. Det er ikke godt, det er det virkelig ikke. Det er tegn på tillidssvigt, og forhold bygges netop på tilliden. Men man kombinere jo jalousien med kærligheden. Nu hvor jeg egentlig tænker over det, så har kærligheden mange tilhænger. Kærlighed er jo ikke kun regnbuer og sommerfugle. Det består blandt andet af glæde og tryghed ja. Men kærligheden bringer også de andre venner – vrede, misforståelser sorg og som tidligere nævnt jalousi. Men uanset hvor mange ”rare” eller ”eller knap så rare” venner den bringer med sig, vil man aldrig nogensinde kunne leve uden kærlighed. Nok kan du eksistere, men ikke leve. For at leve kræver det, at man føler. Og alle følelser udspringer af kærligheden. Had kommer af kærlighed, for man kan ikke bare hade noget, uden at elske det eller noget andet. Sorg kommer af kærlighed, for man sørger virkeligt over noget, man har elsket. Frygt kommer af kærlighed, frygt for at miste noget eller nogen, man holder af. Glæde kommer af kærlighed. Vrede kommer af kærlighed, måske kærlighed til noget andet, måske kærlighed til det, vreden er rettet mod. Jalousi kommer af kærlighed. Medlidenhed kommer af kærlighed. Tryghed og lykke kommer af kærlighed. Skønhed kommer af kærlighed. Så selvom kærlighed kan være hård og kompliceret, ligger der stadig en værdi i den. Livet ville være tomt uden kærlighed. Intet ville være noget værd, hvis der ingen var at holde af. For mig er kærligheden det der giver alt en mening. Det der får en til at føle, at man er til for noget. Og man må jo bare huske på når alting bliver hårdt, at ingen form for kærlighed er lige ud af landevejen.