Sorte og hvide

Jeg kunne mærke min puls falde stille og roligt til ro igen, efter at have skyndt mig ned til busstoppestedet. Bussen var stadig ikke kommet endnu. Jeg kiggede mig omkring og fik øje på en kvinde og hendes nyfødte barn i en barnevognen, jeg smilede til hende og kiggede ned i jorden. Lyden af et bump fik mig til at kigge op igen, det var en dame der tabte sin taske da hun rejste sig op fra bænken. Nu var bussen nemlig kommet, og havde bremset op et par meter fra os. Menneskeflokken bevægede sig hen til bussen og døren åbnede sig, jeg hjalp kvinden med det nyfødte barn ind i bussen med hendes barnevogn, og kom derfor lidt bag i køen. Jeg fandt mit buskort frem og undrede mig igen over hvorfor buschaufføren altid vil se det, når han ved jeg køre med bussen hver dag. Jeg er kommet forrest i køen nu, jeg viser mit buskort og går ned bag i bussen. Jeg for øje på en dansk pige, og sætter mig ned ved siden af hende. Jeg tænker lidt over om jeg skal sige noget til hende, og lidt efter bryder jeg stilheden: ”hvad hedder du?” hun svare efter lidt tid ”Sofie, hvad med dig?” ”Jack” Vi snakker lidt frem og tilbage, og jeg tænker hele tiden over om jeg kan tillade mig at stille hende spørgsmålet? Pludselig flyver det bare ud af munden på mig: ”hvorfor er det så svært at få venner i Danmark? Når jeg siger hej kigger I ned i jorden igen og går videre”. Jeg kan se at hun bliver målløs over mit så nærgående spørgsmål, og fortryder lidt at jeg spurgte! Hun mumler lidt, men for dog ordene ud: ”Jeg tror bare, at vi danskere er lidt generte, og det er nok lidt nemmere, hvis man har samme fritidsinteresse eller går på samme skole” Jeg forstår ikke rigtig hvad hun mener med det, og svarer hende ikke rigtig. Vores samtale slutter der, og bussen holder ind. Vi står begge af, hun smiler kort til mig så jeg smiler igen. Jeg stopper kort op og kigger mig omkring, jeg ser sorte og hvide i en blandet flok, og tankerne kommer op i mig: hvad mente hun, kan det være rigtigt, eller er det bare os der er svære at komme ind på? Jeg kigger på klokken, og slentrer videre. Jeg drejer rundt om hjørnet, ned ad Nylandsgade og er lige ved, at falde over en mand og hans kioskskilt. Han er inder, han kigger på mig og siger, at jeg skal passe på, så jeg skynder mig hurtigt videre. Jeg får færden af meget krydret mad, det kommer fra en kinesisk restaurant, jeg kigger rundt og kan se at det kun er butikker og restauranter med udenlandske baggrunde. Det undrer mig lidt, at de alle er blevet placeret her, er det danskerne, der har bestemt det, eller har vi selv slået os ned her? Jeg tænker igen over, hvad pigen i bussen sagde, men jeg forstår det stadig ikke rigtig! Da jeg kom til Danmark med min familie var det staten der hjalp os, de fandt os en bopæl, fik os i skole og gav os lidt danske kroner vi kunne overleve for. Mine forældre lærte hurtigt dansk, og kunne derfor også hurtigt komme ud i arbejdsmiljøet. Men det var ikke nok, de havde svært ved at få arbejde pga. deres hudfarve. Mange danskere har et dårligt syn på os udlændinge, men det er oftest pga. deres talesprog om os: ”perkere”. Vi bliver udtalt som perkere, negere, perler osv. hvilket tit provokerer os til at svare igen, hvor desværre mange af tilfældene ender i vold. Det ender i medierne, og vi bliver så fremvist som forbrydere og voldsmænd. Jeg begynder nu, at forstå hvad hun mente. Og kan forstå at vi måske kan virke skræmmende, og at danskerne derfor kan havde svært ved at starte en samtale med os. Jeg håber, at jeg møder hende igen en dag, så jeg kan fortælle hende mit syn på danskere, og os udlændinge.