Arabisk nationalisme i det 20 årh

Det forståelsesmæssige udgangspunkt i en vurdering af nationalismefænomenet er dettes forekomst og udvikling som ideologisk element knyttet til udviklingen af kapitalismen og den europæiske borgerlige retsstats fremkomst. Borgerskabets overtagelse af den politisk-økonomiske magt, hænger således nøje sammen med etableringen af de europæiske nationalstaters opkomst i det 19. århundrede. Denne borgerlige nationalisme er en dynamisk ideologisk faktor i den videre industrielle revolutions udvikling, hvor det heraf frembragte borgerskabs politiske bevidsthed manifesterer sig som en national bevidsthed i en reaktion mod forældede feudale samfundsformer. Den nationalistiske ideologis indhold og fremtrædelsesform er derved betinget af de historiske forudsætninger den er opstået af, samt af at være element i en herskende bourgeoisiklasses ideologiske grundlag og politisk-Ïkonomiske dominans magtmæssige legitimeringsgrundlag. Nationalismefænomenet er da generelt sagt udtryk for en social transformationsproces, der må belyses historisk ved en forståelse af fundamentaleæìndringer i den socio-økonomiske samfundsformations konturer. Set i en historisk sammenhæng er nationalismens fremtrædelsesformer i Det arabiske Mellemøsten bundet til dette områdes inddragelse i det kapitalistiske verdensmarked, samt fremkomsten af regionale statsdannelser, som resultat af den vestlige imperialismes opsplitning af det geografiske område, samt latente modsætninger grundet en diskontinuerlig social og økonomisk udvikling. Den fulde forståelse af den arabiske nationalismes genese ligger således i studiet af de arabiske landes forskelligartede samfundsstrukturer, der kan se sine rødder i disses produktionsmæssige og klassestrukturelle historie. I det 20. århundrede undergik landene i Det arabiske Mellemøsten fundamentale forandringer i deres socio-økonomiske struktur, med reminiscenser i disses varierende historiske forudsætninger. l. verdenskrig, der afklarede det europæiske interimperialistiske mellemværende, var med til at ødelægge Det osmanniske Rige. Mellemkrigstiden var således en konsolidering af en forøget fransk-engelsk politisk og økonomisk dominans, igennem et mandatstyre, der var resultatet af en indbyrdes rivalisering mellem forskellige dynastiske befrielsesbevægelser og den osmanniske stat. Efter 2. verdenskrig fik mellemkrigstidens koloniale arabiske stater en partiel uafhængighed under et dominerende nationalt borgerskab af en traditionel besiddende jordejende klasse, samt storkøbmænd etc’s afhængighed af de imperialistiske lande. Den fremtrædelsesform imperialismen tiltog sig i efterkrigstiden i de forskellige nyfremkomne stater, bevirkede fremkomsten af adskilte statsstrukturer, hver med sit storborgerskab, hvis interesse det var at opretholde denne adskilthed ved en genindførelse af en før-imperialistisk statsstruktur. Det er imidlertid ahistorisk at påstå, at imperialismen alene kreerede denne opsplitning mellem de forskellige mellemøstlige stater. Denne intensive tendens mod en opsplitning af 2