Novellen Nørreport fortæller om storbyen København, med fokus på menneskers travlhed, og om hvordan man passerer forbi hinandens universer uden at stoppe op. Det er et glimt af hverdagen på Nørreport. På Nørreport møder vi først drengen, som sidder på stentrappen. Kvinden ved navn Bitten, går forbi ham på vej i kiosken. Hun skal mødes med en veninde. Ved lyskrydset ser Bitten en ældre dame, som ligner en ældre udgave af sig selv. Den ældre dame køber en pose slik i kiosken, og lader som ingenting, da drengen spørger hende om penge. Drengen falder ned af stentrappen, og mister sin tand. I mellemtiden krydser man hen til drengens søster, som har været involveret i ballade i S-toget. Bittens veninde er med toget, som vælger at gå, da det er stoppet. Mens Bitten og veninden får kaffe, går drengens søster til Rigshospitalet til sin bror, men han er gået tilbage til Nørreport for at finde sin tand, som en ung pige havde samlet op tidligere, men så tabt igen ved kiosken.
Det første man lægger mærke til i denne novelle, er fortælleren, som er en alvidende fortæller.
Det kommer tydeligt frem i disse to sætninger: ”Han landede på fortænderne og slog den ene fortand ud, hans mund blødte.” ”Drengens søster, der havde været involveret i balladen i S-toget, ankom til Nørreport samtidig med, at hendes bror blev lagt op på en båre”. Dette er typisk alvidende fortæller træk, da fortælleren ved, at søsteren har været med i balladen på toget, samtidig med, at vi får af vide at drengen falder, og slår sig. I denne novelle er den alvidende fortæller meget neutral, og fortællerens holdninger kommer ikke til udtryk i teksten. Dette betyder, at vi på sin vis kan stole på fortælleren.
Det er gratis at oprette en konto