Så sidder jeg her igen på den klistrede og slidte lufthavnsbænk, i det sydøstlige hjørne af indenrigsafdelingen. Jeg havde siddet her mange gange, kigget på de underlige forbigående mennesker. Hver eneste gang jeg havde siddet her, havde jeg leget en leg med min bror. Vi sad og kiggede på menneskerne der gik forbi, derefter beskrev vi dem og den anden skulle hvem det var på mindst hjælpetråde. Men nu var min bror blevet gammel nok, til selv at bestemme om han ville med til Jylland.
Jeg hadede Jylland, hver eneste gang vi skulle derover skulle vi bo hos vores familie derover. De er så umoderne, de har en computer fra 2001 og havde først fået internet sidste år. De henter os altid i lufthavnen i deres gamle toyota, når de ser os kommer min tante løbende på sin klamme og pinlige hvor hendes deller flyver rundt under hendes tøj, også kysser hun mig tusind gange med sine våde smækkys. Min onkel derimod kommer haltende meget langsomt med sin gamle stok, og når han endelig når over til os, bliver han ved med at ryste ens hånd og grine som en gris fordi han synes det er sjovt.
Jeg faldt ud af mine tanker, da min mor råbte: ” Skat kom og se, de har den nye Ipod 5”. Jeg svarede stille og roligt ”Mor jeg har set den 10 gange sammen med dig i Elgiganten, jeg tror jeg overlever hvis jeg ikke ser denne her”. Jeg er ingen gang sikker på at hun hørte hvad jeg sagde, fordi hun var så optaget af ipod’en
Det er gratis at oprette en konto