Historien om psykisk sygdom og behandling

I den nordiske oldtid ramte psykisk sygdom mennesket som "galinn". Det betød at de psykiske syge enten var gal, fortabt, vild eller fortryllet. Man mente at offeret var besat af onde ånder, vætter eller guder, som havde røvet dens gale forstand med det resultat at forstanden ikke kunne vende tilbage til koppen. Dette kunne eventuelt være sket ved at troldfolk - dvs. kloge koner og mænds med særlig kontakt til ånderne – som gennem magiske ritualer havde frataget et menneske forstanden. Behandlingen af den gale har formodentlig været en slags modtrolddom, eller et slags ritual der kunne formidle ånderne og få forstanden til at vende tilbage til den gale. Det kunne være nødvendigt at binde eller indespærre den gale, når han blev for farlig for sine omgivelser. Prygl blev også brugt. I de islandske love benyttes udtrykket "bevogtningssygdom".

Middelalderen:

Med kristendommens udbredelse i middelalderen blev der i forbindelse med klostrene oprettet asyler, der modtog nødstedte og syge til behandling. Men et skifte i synet på den gale var der ikke tale om. Galskaben blev nu opfattet som djævelens værk, og den skulle først og fremmest uddrives af den syge gennem religiøse handlinger. Kirken havde et særligt embede til eksorcisme (djævleuddrivelse) hvor man ved bønner og besværgelser forsøgte at uddrive de onde kræfter af den syges sind.