Kapløbet om Afrika er en periode i afrikansk historie fra omkring 1870 frem til 1. verdenskrig. I denne periode virkede de europæiske kolonimagter for at få land på det afrikanske kontinent. Berlinkonferencen i 1884-85 var meget vigtigt i sagen. Landene, som var repræsenteret på konferencen, var Tyskland, Østrig-Ungarn, Belgien, Danmark, Frankrig, Storbritannien, Italien, Nederland, Portugal, Rusland, Spanien, Sverige-Norge, det Osmanniske Rige (Tyrkiet) og USA.
Aftalen regulerede følgende punkter:
Congo-fristaten blev anerkendt som en privat besiddelse tilhørende Congoselskabet.
De 14 deltagende stater blev enige om handelsfrihed i området ved Congo-bassinet og Malawisøen og øst for dette område syd for den 5. nordlige breddegrad. Det omfattede den nuværende Demokratiske Republik Congo, Republikken Congo, Uganda, Kenya, Rwanda, Burundi, Tanzania og Malawi samt størstedelen af Centralafrikanske Republik, den sydlige del af Somalia, den nordlige del af Mozambique og Angola samt små dele af Gabon, Cameroun, Sudan, Etiopien og Zambia.
Floderne Niger og Congo blev åbnet for skibsfart.
Forbuddet mod atlantisk slavehandel blev vedtaget.
Der blev enighed om det grundprincip, at enhver magt havde ret til en koloni, hvis vedkommende stat var den første til at tage den i besiddelse.
Udfaldet blev en opdeling af Afrika i kolonier, idet:
Frankrig primært lagde beslag på områder i vest, nord og Madagaskar.
Det er gratis at oprette en konto