Analyse af Arthur Krasilnikoffs novelle 'Et Vintereventyr'

Novellen et vintereventyr, en uskyldig historie fra 1955 skrevet af Arthur Krasilnikoff, handler om måden man kan blive opslugt af en stemning eller en situation, så meget at man ikke ved hvordan man skal handle eller hvad man skal sige. Den handler om for-elskelse, hovedpersonen Beskes iagt-tagelse af Usha, og måden de bliver dyriske igennem novellen. Deres jagt de har internt efter hinanden, og måden naturen/farverne bliver beskrevet igen-nem hele novellen. I novellen spiller personernes udvikling også en kæmpe faktor.

Temaet forelskelse er en kæmpe stor ting for rigtig mange, den følelse man kan få i kroppen når man virkelig er vild med en person, den følelse der kan gøre så meget ved vore krop, få os til at te os, som vi ellers aldrig plejer. Få os til at sige ting vi ikke mener.

Novellen foregår kronologisk, der er ikke nogle flashbacks eller noget andet. Det er en han/hun fortæller som er alvidende. Fortælleren kender både til Usha og Beskes følelser, og er heller ikke en jeg fortæller. Handlinger strækker sig over nogle timer, fra formid-dag/eftermiddag og indtil aften. Miljøet er beskrevet super skarpt mange steder i teksten, f.eks. på side 229, ”Eftermiddagen løb lyset af himlen, og mørket kom luskende ind fra engene og dagen blussede op i en rød og violet skybrand. I vest stod solen på engkanten som et rødt vandbær og blev drevet ned i jorden af de glødende skyer”. I novellen får vi kendskab til to personer, som også er de eneste personer vi får indblik i, der er Beske som er af hankøn, han er i starten for-bløffet over Ushas udstråling og måde at stå på skøjter på, og han føler sig truet af nærværet til hende. Igennem hele forløbet sætter hun ham på små ’prøvelser’, hun ved udmærket godt at han er forelsket i hende, og udnytter det derfor ret meget, hun behøver ikke kæmpe for hans opmærksomhed, og nyder egentlig bare at han kæmper så meget for hende. Der er en konflikt imellem de to, idet at han samtidig har en konflikt med sig selv i at han er angst i hendes nærvær, hvilket gør at hun ’leger’ med ham. Det har også noget med personernes udvikling at gøre, i starten spiller hun kostbar og han er angst, og til sidst er deres forhold blevet mere trygt, og f.eks. beder hun ham om at kysse hende til sidst i novellen, ”Der er ligesom vi sidder i en hule, sagde hun så ind i hans øre, så det snurrede. –Kys mig igen”.