'Rejsen til min far' handler om en drengs kamp for at få svar på alle de svære spørgsmål i livet. Den handler også om en bedstefar, der savner en bedstemor og om mor og moster, som bare vil have penge. I et forsøg på at hjælpe sin bedstefar væk fra sit triste liv på plejehjemmet og for selv at opsøge sin far i København med sin spørgebog, tager drengen ud på en længere rejse. Drengen og bedstefaderen har nok med penge, men der er også nok, som gerne vil have fat i dem. På turen kommer de ud for mange spændende og farlige oplevelser og møder blandt andre nogle interessante ejendomsmæglere, en handlet bordelpige, en hjemvendt soldat, en falsk neger og en hel familie af fantastiske mennesker fra Tunø.Man kunne fristes til at kalde historien for en litterær road movie. Det er en virkelig velskruet historie, som giver umiddelbare associationer til den fantastiske voksenroman af Jonas Jonasson: 'Den hundredeårige, der kravlede ud af vinduet og forsvandt'. Jeg vil næsten gå så langt som at sige, at den kunne tangere end lille børneversion af den bog. Den er i hvert fald actionpræget på den underspillede måde og har en form for magisk realisme, som ikke forstyrrer fortællingen eller troværdigheden.Fortællerstemmen er rigtig god og gennemført. Meget naiv og meget let at leve sig ind i. På flere punkter minder forundringsspørgsmålene og logikken lidt om Oskars i Ekstremt højt & utrolig tæt på af Jonathan Safran FoerKapitlerne er også spækket med fine sort/hvide, tegningsagtige illustrationer, som jeg går ud fra drengen/fortællerstemmen har lavet. De minder en del om mange af tegningerne i I Love You DanmarkDet er nogle rigtig store bøger, at blive sammenlignet med, men 'Rejsen til min far' kan godt holde til det. Selvom der er lighedspunkter, er den stadig helt sin egen. Bogen kan læses på flere forskellige niveauer. Det er en hyggelig og sød fortælling på det ligetil og naive niveau, som sproget i sig selv lægger op til. Det er en spændende og velskruet fortælling om omsorgssvigt, griskhed, menneskehandel, krigsførelse, kærlighed og identitet på et højere perspektiverende niveau. På den måde appellerer bogen også til både børn og voksne. Gyldendal anbefaler, at man er over 13 år og det tror jeg er en meget fornuftig anbefaling, men som altid, kan man selv bedømme om man er yngre og mere moden end gennemsnittet. Det er dog ikke en bog, jeg direkte slugte i mig. Den blev læst over flere omgange og krævede også lidt, at komme helt ind i, men det er det bestemt værd. Selvom den virker kort med sine 160 sider, tager den alligevel lidt tid at læse, fordi der er meget handling og meget at forholde sig til.Dens allerstørste aktiv, er måske netop, at den er så underspillet som den er. Der bliver ikke kommenteret og moraliseret, men alligevel ligger det dybere lag helt tæt på og sætter fokus på nogle gode og spændende ting.
Det er gratis at oprette en konto