Randi var egentlig født Asmussen, men som toogtyveårig havde hun fundet på et nyt efternavn,
som var kommet til hende som en åbenbaring på vejen fra Nørresundby til hotel Amigo i Aalborg. Det havde været i april, og lyset havde været eksplosivt efter en blytung morgen med spredte byger, der trak på tværs af fjorden. Om det var vejrliget, som havde inspireret hende, vidste hun ikke, men pludselig faldt navnet ned i hovedet på hende, og første gang hun tog telefonen og sagde, ”Hotel Amigo, De taler med Randi Lysskov”, gik der en sød rislen gennem hendes krop, som opfandt en helt ny stemmeføring, en større selvsikkerhed og - skulle det vise sig - en lettere gang på jorden.
Hun huskede endnu den aften, hun satte det ny navneskilte op på sin dør hvor hendes underbo havde spurgt, om der var kommet en ny beboer i lejligheden. Randi, der sjældent havde været særlig hurtig i replikken, havde svaret, at hun bare havde taget sin kærestes efternavn. Det var nu bevist, at Randi Lysskov, i modsætning til Randi Asmussen, var godt skåret for tungebåndet, en egenskab som førstnævnte fik glæde af som receptionist på familiehotellet i Algade.
Det var tanker som disse, der løb gennem hendes hoved, da hun på sin trediveårs fødselsdag sad i bussen på iført det nye sæt tøj, det sorte med den lilla skjorte og den lille pink farvede sløjfe, som var personalets seneste outfit. Busturen brugte hun på at gennemgå fødselsdagsfestens bordplan. Ikke at den var særlig kompliceret, skønt det var at foretrække, at Jesper – hendes kæreste - ikke sad over for Sara, veninden fra gymnasiet, som i tidernes morgen havde haft en drøm om selv at score Jesper. Nu havde Sara fundet sammen med Stein fra Stavanger, som aldrig sagde noget, og hvis man ville have ham i tale, skulle man spørge ham om hundeopdræt, og så væltede det ud, men hvem gider høre om agility i tre timer?
Det er gratis at oprette en konto