Mit kvarter plejede, at være stille og roligt. Selvfølgelig havde der været indbrud, men ellers havde der ikke været meget ballade. Vi begyndte at kalde dem ”stofbanditterne” De holdt bare der, mellem containerne på stien der skilte fodboldbanen og sumpen fra hinanden. De holdt på stien der gik nede fra Sophus Bauditz vej og op til klokkervej. De sad altid i deres ældgamle røde Mercedes, og en lidt nyere sort bil. De var som regel 2-3 indvandre fyre i starten af 20’erne. Den ene som var mest uhyggelig havde klap for øjet, som en pirat. Man følte sig overvåget når man gik forbi, som om der var et videokamera der filmede. Der var noget ubehag, det løb koldt ned af ryggen. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg blev bange. Jeg tror, at det var den måde de stirrede anklagende på en. Jeg troede altid, at de ville springe ud af bilen, og skyde mig. Så jeg var altid klar til at løbe for livet og jeg vidste lige hvor jeg ville løbe hen. Jeg ville løbe over til min venlige pensionerede nabo, [NAVN A]. Han var altid hjemme. Men inderst inde vidste jeg jo godt, at de ikke ville gøre det. Jeg kunne bare ikke lade være med at være bange.
Det er gratis at oprette en konto