Fra midten af 1700-tallet begyndte man at tale om national identitet i Danmark, men det var stadig lige meget, om man talte tysk, dansk eller norsk, så længe man boede i landet. Der var faktisk mange i landet, som ikke talte dansk. Danmark var noget større, end det er i dag. For både Norge, Grønland, Færøerne, Island og Slesvig-Holsten hørte til Danmark.
I begyndelsen af 1800-tallet var der var store forandringer. For folk satte sig mere, og mere ind i det danske sprog. Nogle meget dårlige hændelser for Danmark, og det satte gang i diskussionen om danskhed i begyndelsen. I begyndelsen af 1800-tallet fik sproget og folket en stor betydning. De store/gode (eliten kan man vel sige) i Danmark begynder at se mere positivt på den almindelige befolkning, og bønderne bliver faktisk lidt nationens centrum. Senere ændres måden at forstå danskheden på. Det bliver derfor vigtigere, at kunne tale dansk som dansker, end det før havde været. Så hvis en person ikke kunne tale dansk, så var han ikke længere en rigtig dansker, selvom han havde statsborgerskab i Danmark.
De der boede i Slesvig-Holsten var trætte af den danske stat. Den havde tømt beboerne for penge under de sidste krige, og i 1813 gik staten også konkurs. Danskerne forsøgte at få indbyggerne i Slesvig til at tale dansk og leve i dansk kultur, men med Holsten gik udviklingen stik modsat. Til sidst ville Danmark helt af med Holsten, men ikke miste Slesvig.
Det er gratis at oprette en konto