Klaus, hans mor og hans søster Ingrid, ankom til skolen i København, sammen med alle de andre flygtninge. De var ikke særlig velkommende i smørlandet, for danskerne ønskede ikke flygtninge i deres land. For at vise de tyske flygtninge at de ikke var velkommende, kastede de danske unger snebolde i nakken af dem. Og tyskerne modtog et brev fra danskerne, hvor der stod at de ikke ønskede dem i deres land. I brevet stod der: >>Flygtningene er blevet os påtvunget. Det er en ny invasion. De har ikke
ret til at være her. Til at begynde med piver de og vil have medlidenhed. Men snart føler de sig hjemme og bliver frække og kræver ind. De kommer mens hundrede af vore egne sendes til koncentrationslejre med tortur. Man skal holde sig fra flygtningene. Lukke sit hjem for dem. Men skal undgå en hver samtale med dem og i det hele taget slet ikke være sammen med dem eller sælge cigaretter og mad til dem. Og alle gode danskere bør lægge mærke til hvem der overtræder dette.<<
Ind i mellem kunne Klaus høre at de saboterede fabrikker, togvogne osv. 2 dage efter Førerens død, blev de hentet af 10 lastbiler og blev kørt hen til nogle godstoge som de skulle rejse til Jylland med. Amerikanerne bombede toget og Ingrid blev såret på skulderen. Heldigvis overlevede hun. De så en stor flok danskere der løb imod dem for at hjælpe dem.
Det er gratis at oprette en konto