Selviscenesættelse = narcissisme? Søren Bo Aggerbeck skriver i en kronik fra information d. 10. Maj 2008, at vi er begyndt at blive fortalt, ikke bare at vi skal elske os selv, men også hvordan vi gør det. At vi befinder os i en kollektiv selvforelskelse, hvor vi bruger tiden på at dyrke os selv på Facebook, frem for faktisk at leve. De ældre nikker med når nutidens unge beskrives som narcissister, men er det narcissisme at iscenesætte sig selv? Aggerbeck mener at man bliver en slags ’’mer-identitet’’ (s.7 l. 31) på sin Facebook, i den forstand, at man er mere end man er i virkeligheden og derved på en måde også mister sig selv. Han blev selv beskyldt for at misforstå Facebook, idet at han oprettede profil under et falsk navn, men mener selv at Facebookbrugere er falske, blot under eget navn, da de udstiller sig selv og fremtvinger personligheder, som er en overdrivelse af deres egen. Aggerbeck er lettere negativ overfor fænomenet, på trods af at han selv er en del af det.Flemming Christiansen og Ditte Giese skriver derimod i ’’Idas digitale ansigter’’ (artikel fra Politiken 26. Oktober 2008) om Matte Sandbye der mener at internettet og den konstante deling af snapshots, er med til at skabe identitet. Noget som man er nødt til at have, for ikke at blive overset. ’’Det er et vilkår i dag, at man skal skabe sin egen identitet mere end nogensinde. Man får den ikke forærende.’’ (s. 8 l. 15-16) Sandbye mener ikke at unge er narcissister, eftersom behovet for at dele sit liv med verden ikke fremgår i narcissismen. Jari Udd har selv en Myspace-profil, hvor han deler festbilleder og selvportrætter, men bruger andre navne. Han er en helt anden person der, end han er i sit ’’virkelige liv’’. Han er mest online for venner og bekendte, men finder det alligevel morsomt når fremmede (især Finner som han selv er) skriver til ham. Christiansen og Giese er overvejende positive, da de mener, at man skal følge med tiden, og hvad den indebærer.Narcissisme handler om at forelske sig i selv. Når man er forelsket, bliver alle andre mennesker ligegyldige. Man går kun op i den person man har forelsket sig i, indtil forelskelsen forsvinder. Derfor er det lige voldsomt nok, at kalde tidens unge for narcissister. I virkeligheden har de nærmere et ekstremt behov for accept, og for at være bedre end andre. I visse tilfælde er dette stræbergen rigtig godt, men Facebook er begyndt at blive en kamp om, hvem der har det lækrest. Er vi ikke alle fuldt ud lykkelige på Facebook? Enten det, eller også bruger vi vores profil til at klynke over, hvor forfærdeligt vi har det, hvilket der pt. også er gået konkurrence i.Som barn stod man i skolegården, og sagde ’’min far er i hvert fald stærkere end din far!’’ Allerede der startede det der med, at vi er nødt til at overgå hinanden hele tiden. Det er ikke noget Facebook har gjort. Facebook har derimod gjort, at vi bruger endnu mere tid på det nu, end vi gjorde før. Der er ikke en dag, hvor vi ikke har været inde på Facebook og kigge vores nyhedsvæg igennem. Men er Facebook kun skidt? Selvom siden optager en masse af vores tid, og ikke ligefrem giver særlig meget tilbage, så giver Facebook os stadig muligheden for at dele ting, som man ellers ville have overset. Mange kunstnere bruger Facebook til at dele deres musik, billeder, osv. og bliver på den måde mere anerkendt, end de måske var blevet før, fordi folk faktisk ser dem. Folk kan være med i grupper der omhandler lige præcis deres passion, samt blive inviteret til begivenheder, de ellers ikke havde vidst eksisteret. Men hvis ikke vi havde Facebook, ville vi så ikke have fundet disse begivenheder uden? Garanteret.Hvorfor er det så at de ældre mener, at vi er så narcissistiske? Verden er nået til et punkt hvor man simpelthen er nødt til at følge med tiden, for ikke at stå tilbage på en tom vej, og se alle de andre vandre i flok mod lyksaligheden, med deres babybilleder, deres brune ben på stranden og deres super sunde mad på Instagram. Selvfølgelig skal alt deles på Instagram, ligesom alt skal deles på Facebook eller hvor man nu ellers opholder sig i den virtuelle verden. Instagram er eksploderet indenfor det sidste år, for det er simpelthen så attraktivt, at tage et kedeligt billede og lægge et filter på, så det bliver interessant. ’’I den digitale tidsalder er vi alle fotografer.’’ (S. 8 l. 1) – og vi elsker det.Før Facebook og alle de andre sociale netværk eksploderede, var vi stadig interesserede i andres hverdag. Måske ikke så meget vores nære venner, men mere de kendisser som vi så op til. Man læste artikler på nettet, og slugte naivt det hele i en stor mundfuld, og man kunne slet ikke få nok. Nu er det blevet endnu nemmere at følge de kendisser, som vi så inderligt brænder for at kende. De opdaterer jævnligt deres Facebook, ligesom politikerne gør. Vi sidder bag skærmen og kan følge med i det hele, og vi er vilde med det. For de danske politikere er det blevet nemmere at dele holdninger og nye ideer, før de bliver decideret aktuelle. Det er derimod også blevet nemmere at provokere folk og sætte debatter i gang, hvilket kun er sundt. Alle mennesker har vel et behov gemt et eller andet sted, for at blive accepteret, hørt på, set op til eller lignende. Men er det ikke en falsk stolthedsfølelse, når folk ikke ser den rigtige dig? Mette Sandbye siger det godt: ’’…og her bruger mange nettet og leger techno den ene dag, jakkesæt den næste og bjergbestiger den tredje.’’(S.8 l. 17-18) Folk kan slet ikke få nok af at vise, hvor fantastisk de lever. Når så der opstår en diskussion eller noget der bare provokerer, er man ikke bleg for at deltage i diskussionen. Det er utroligt let at skrige sin mening ud, når man befinder sig bag computerskærmen, eller med sin smartphone i hånden. Der er ikke en, til at slaske en oplivende lussing i hovedet på en, og sige at man skal tage sig sammen, fordi de mener man har en tåbelig mening. Her må man være ligeså spydig man vil, og bliver man for provokeret, så kan man jo bare forlade diskussionen eller trykke blokér på den profil der provokerer.Begge artikler er skrevet i 2008, og nu 5 år senere er det kun blevet værre. Værre er måske et ret negativt ord at bruge, men det er i hvert fald blevet mere voldsomt. Da Facebook begyndte at blive populært tilbage i 2007-2008, var der mange ting man kunne lave, som ikke er der mere. Aggerbeck nævner hotness-rank samt personlighedstests, som faktisk ikke er noget, der bliver brugt så meget mere på Facebook. I begyndelsen måtte man vel skabe nogle ting, der gjorde at folk fandt det interessant at bruge tiden der. Nu er der så meget andet, at det slet ikke er nødvendigt med hotness-ranks og alle de tests. De bliver stadig brugt, men ikke i så stor omfang. Folk har mere travlt med at kaste holdninger ud på tidslinjen, og på andres statusopdateringer. Man bruger Facebook til at invitere til begivenheder, holde styr på fødselsdage osv. Hvis man ikke har Facebook, har man nærmest ikke ret til at have fødselsdag mere, for hvordan skal vi da kunne huske det? Folk bliver også nærmest forarget, når de møder nogle der ikke har Facebook. De bliver skeptiske, som om folk uden Facebook skjuler noget. Hvorfor skjuler de noget? Hvad er det vi ikke må se? Man bliver faktisk helt provokeret. Nu er det heller ikke kun computeren Facebook bomber. Smartphones og iPads har gået igennem en enorm udvikling utroligt hurtigt, og computere er næsten blevet unødvendige. Man kan alt med sin smartphone nu til dags, kun fantasien sætter grænser.Selviscenesættelse og narcissisme er to forskellige ting. Vores behov for at udstille os selv, har intet med narcissisme at gøre. ’’For lækker til love’’ derimod, er lidt smånarcissistisk, men man skal også passe på med at bruge de psykologiske termer for hurtigt. Vi overdriver utroligt meget, både når vi taler sammen, men også på vores Facebook. Folk bliver hurtigt til psykopater og narcissister. Vi kan næsten ikke gøre noget, uden at få stillet en diagnose. Og den diagnose skal selvfølgelig også på Facebook, ligesom alt andet der gør, at folk finder os mere interessante.
Det er gratis at oprette en konto